Sansehårene vibrerer let. Blide toner bevæger sig rundt i øregangene. I slipstrømmen følger synth, klokkespil og en fredsommelig melodi, der får lytteren til at vugge roligt fra side til side. Lidt drømmende, ufarlig støj kommer ind fra venstre og slutter sig problemløst til den musikalske færd. Det er Monster Movie på vej til månen, og det er alt sammen vældig rart og nydeligt – og ganske ufarligt.
Træder man et skridt tilbage og betragter “From a Distance”, som denne lille instrumentalpassage hedder, åbenbarer den sig beklageligvis som alt for pæn og anonym til at være særlig interessant. Det samme gælder for det meste af To the Moon, der er en ganske varieret, men ikke synderlig sindsoprivende plade. Flere af sangene evner ganske vist at sidde i hovedet på lytteren i dagevis, men når de afspilles, ligger det ikke lige for at hive det store følelsesregister frem.
Siden debutpladen Last Night Something Happened har Monster Movie (opkaldt efter Cans debutalbum) skruet ned for de smukke vokalharmonier og forsøgt at benytte så simple virkemidler som muligt. Med Slowdives guitarist Christian Savill som duoens ene halvdel og en pressemeddelelse, der lægger op til “celestial wonder” og “volcanic bursts of guitary distortion and delay,” kan man dog ikke fortænke shoegazer-fans i at forvente drømmende passager en masse på To the Moon.
Stor er derfor overraskelsen, når åbningsnummeret “Sweet Lemonade” viser sig at lyde som et hvilket som helst britisk band fra midt-90’erne og at leve op til sit navn med en næsten for iørefaldende melodilinje – en af den slags, der balancerer mellem at være herligt medrivende og grumt irriterende.
Allerede i anden sang, “Dream About You”, ændrer en dyster synth dog på lydbilledet, og med fængende trommer og en let støjende guitar er vi lige pludselig ovre hos Grandaddy i Sophtware Slump-land.
Monster Movie lægger bestemt ikke skjul på, at de er glade for netop Grandaddy og Yo La Tengo, og ligesom de sidste ynder Monster Movie at skifte udtryk fra nummer til nummer. Det forløber dog ikke altid lige godt, og pladen svinger mellem det svævende, det ligefremme og det kedelige. Eksempelvis har “Nobody Sees” potentialet til at være en smuk lille ballade, men formår ikke at efterlade noget varigt indtryk.
Det lykkes bedst for Monster Movie i førnævnte “Dream About You” og især i “Out of Touch”, der er det eneste nummer, hvor det drømmende for alvor kommer til udtryk. Forinden har vi fået tre numre, heriblandt det støjende, korte mellemspil “Good Grief”, der let kunne passe ind på hver sin Boo Radleys-plade, hvis blot de havde været mere fængende og ikke var blevet sorteret fra af Martin Carr & co.
Hvor end man gerne vil, er det desværre ret svært at blive voldsomt imponeret af To the Moon. Måske er det uretfærdigt at forvente noget, der når Slowdive til sokkeholderne, al den stund at Christian Savill trods alt ikke skrev de skokiggende heltes sange. Men det virker, som om Monster Movie gerne vil en masse forskellige ting, men enten savner et fokus eller simpelthen det fornødne talent. Hvad var det nu, Jim Lovell sagde, da han indså, at Apollo 13 ikke havde kapaciteten til at nå frem?






Læs også:
Mikkel Arres anmeldelse af To the Moon
Rasmus Bækgaards anmeldelse af To the Moon
Peter Hansens anmeldelse af To the Moon
Jan Overgaard Mogensens anmeldelse af To the Moon