Det er nu to år siden, at Bright Eyes sidst udsendte en hel plade, den fænomenale Fevers & Mirrors, og tiden er igen ved at være moden til en ny udgivelse. Men før vi får den at høre, har Bright Eyes udsendt EP’en There Is No Beginning to the Story, der varsler om en udvikling og modning i Conor Obersts sangskrivning. Sangene er stadig bygget op omkring den akustiske guitar eller keyboardet; den stærkt følelsesladede vokal er heller ikke svær at tage fejl af, og teksterne peger stadig på død og opbrudte kærlighedsforhold. Men det er alt sammen blevet en tand mere raffineret.
EP’en åbner med “From a Balance Beam”, som er en varm popsang, hvis kvalitet bestemt ikke er til at benægte. Mens de legende melodilinjer udfolder sig, opbygger Oberst tålmodigt sine lyriske fortællinger med et virvar af abstrakte og fragmentariske billeder, som endeligt samles med ordene: »We won’t have to wonder again / about how this song and story ends.« Det er Conor Oberst, som vi kender ham allerbedst med sine lyriske udfoldelser. Han har altid haft tæft for at skære en god sangtekst, som forbliver interessant og udfordrende selv efter masser af gennemlytninger. Hos Bright Eyes bliver de samme ord aldrig gentaget i omkvædet, så der er masser af guld at gå på jagt efter i det lyriske skattekammer.
I “Messenger Bird’s Song” sættes tempoet væsentligt ned. Sangen åbner med stille anslået akustisk guitar, mens Obersts skrøbelige og skælvende vokal er rykket helt i forgrunden. Dette skaber et intimt nærvær, og man sidder som lytter med en lille frygt for, at stemmen krakelerer. Men man bæres trygt hele vejen igennem den triste kærlighedssang, som i omkvædet løftes fint af tilsat glockenspiel og banjo.
I “We Are Free Men” får Conor Oberst vokalt besøg af Simon Joyner. Men til trods for de interessante udvekslinger mellem de to byder sangen på den måske mest pinlige tekst, der er kommet fra Obersts pen. Når den noget ældre Joyner synger linjerne »’Cause a costume can be quite comfortable / It can make you feel more beautiful / It can even make you look like someone else / But it’s still you,« er det svært at undgå at folde tæerne sammen. Desuden lever melodien langt fra op til den standard, der er sat af de to forudgående numre eller Bright Eyes’ bagkatalog generelt.
Det kompenseres der til gengæld for i “Loose Leaves”, der må siges at være den mest ukarakteristiske sang, Conor Oberst nogen sinde har skrevet, og dette ment på den mest positive måde overhovedet. Det er en glad, poppet sang, som virkelig bringer et smil frem på læben og en ivrig vippen med foden. En skøn fuzzet keyboardlyd udgør grundmelodien, og den hoppende rytme får en linje som »[…] prescription pills / I take two a day to make my brain behave / It never does but who’s to say / At least my doctor gets paid,« til at lyde som en ren katarsis. Der er dømt optimisme for alle pengene, og det er en rar afveksling for en kort bemærkning.
Det kan godt svare sig at investere i vinyl-versionen af There Is No Beginning to the Story, som byder på to fine ekstranumre. “Amy in the White Coat” er et fantastisk stærkt og meget tyst nummer, som minder en god del om sangskrivningen på Motion Sickness 7″-singlen. Conor Oberst hvisker den grusomme fortælling om Amy, som bliver offer for incest, mens engleagtig kvindevokal sender sangen helt op i de luftlette skylag. Endeligt byder vinylversionen på et live-cover af Neil Youngs “Out on the Weekend”, som bestemt også er et lyt værd.
At finde en Bright Eyes-udgivelse med mere forskelligartede sange end dem på There Is No Beginning to the Story, vil vise sig meget svært, hvis ikke umuligt. Conor Oberst byder på alsidige, intelligente og udfordrende sange, og det lover rigtig godt for den kommende fuldlængde, Lifted or The Story Is in the Soil, Keep Your Ear to the Ground.
