Historien om Josh Rouse er historien om en moderne troubadour, der bliver mere og mere moderne. Med sin nyeste plade præsenterer han singer-songwriter-præget guitarpop i høj klasse, og hans musik lægger sig lige præcis dér på “behagelighedsbarometeret”, hvor det gør godt, lige inden det gør ondt.
På Nashville har amerikaneren således udviklet sig yderligere og fremstår nu med en mere fyldig bandlyd, end da han for et par plader siden debuterede med Dressed Up Like Nebraska. Hvilken side af manden, man bedst kan lide, er en smagssag, men det kan næppe benægtes, at den nyeste plade er fyldt til randen med popperler, der burde kunne røre selv de hårdeste og køligste hjerter. Josh Rouse fortæller sine små skæve kærlighedshistorier, ligesom Palle Strøm fortæller om Gotha Andersen – man bliver draget og underholdt, samtidig med at sjælen bliver blidt masseret.
Førstesinglen “Winter in the Hamptons” er et godt eksempel på dette. Med et fængende guitarriff og en omgang »la la la« i omkvædet er det en sang, der går ind i lytteren med træsko på og aldrig mister sin stille magi. Det er dejlig musik, og så overgås det endda et par skæringer senere af “Caroliña”. Her fortæller Josh Rouse om pigen, der sidder alene hjemme på Valentinsdag – en helt og aldeles dejlig sang, som efterlader én med et skævt smil på læben og et lille håb i hjertet.
Første halvdel af pladen er i det hele taget unægtelig den bedste. Her står popperlerne i kø efter hinanden. Og det er ikke en irriterende Netto-kø med skrigende unger, sure oldinge og provokerende sløve kassedamer/mænd for enden. Nej, det er en kø, der går igennem et sukkerland med gratis vareprøver af alle de søde drømme. Det er også en kø, der ændrer sig en smule omkring sang nummer 6-7-stykker. Og det er både godt og dårligt.
Josh Rouse præsenterer en anden side af sig selv på de sidste fire numre, og det skaber variation på pladen. Til gengæld er loungepop-højdepunktet i “Saturday” og sødme-melankolien i “Sad Eyes” til tider en tand for meget, mens upbeat-semi-rockeren “Why Won’t You Tell Me What” er pladens dårligste nummer og det eneste decideret undværlige. “Life” er en stille og mættende afslutning på pladen, men den er måske en anelse tung i klichéerne.
De negative ting er dog langt fra tæt på at ødelægge indtrykket af en plade, der er en dejlig følgesvend på turen ind i drømmeromancen med det lune hverdagspræg lurende lige om hjørnet. Det er så vanvittigt behageligt, at man ikke kan lade være med at holde af det – ligesom morfædre og boblebade. Man slapper af, når man lytter til Nashville. Det svarer et eller andet sted til at sætte sig i den dyre lænestol med en romtoddy og så bare vente på, at øjenlågene siger farvel til fjernsynet.
Man er dog glad for, at man ikke skal sige farvel til Josh Rouse lige med det samme. Popsmede af hans kaliber har verden altid brug for – også selv om Nashville ikke er lyden af dybe tallerkener, der bliver opfundet.
