Nyheder

Depeche Mode-plade til efteråret

Nok kaldte Depeche Mode deres seneste album Exciter, men det lykkedes ikke til fulde at få anmelderne til at indse, at pladen skam var spændende.

Siden da har både Dave Gahan (med Paper Monsters) og Martin Gore udsendt soloplader, som også har fået blandede modtagelser.

Om det er derfor, solokarriererne ikke har trukket så meget, eller om d’herrer bare ikke kunne undvære hinanden længere (i så fald har de sociale relationer i bandet været gennem lidt af en revolution), skal vi ikke kunne sige. Under alle omstændigheder afsluttede Depeche Mode i forrige uge en omgang indspilninger i Californien, som inden for nogle uger bliver fulgt op i New York.

Anstrengelserne skulle gerne munde ud i et album til efteråret. Det er endnu alt for tidligt at spå om albumtitlen og tracklisten, men sikkert er det, at Doves-produceren Ben Hillier står for at få sat det hele sammen.

Leave a Reply