Selv om der stadig fornemmes rester af hardcore i attituden, har danske Lack med deres anden plade taget en dramatisk drejning mod en rockbaseret lyd med et meget personligt og modent fingeraftryk. Distortionen er skruet ned, og ligesom hos hedengangne Quicksand integreres hardcorens lyriske og musikalske intensitet i fantasifulde, bredt favnende kompositioner, der ikke går af vejen for at blande skæve akkordsammensætninger med sikker melodisk tæft.
Virkemidlerne er enkle, men sammensætningen nærmest sublim. Der bydes på en konstant strøm af overraskelser inden for et stilunivers, der trods en spartansk instrumentering kommer omkring mange hjørner uden at glemme den gode helhed. Vokalen kan måske i begyndelsen lyde en tand forceret med sin messende tone, men man overraskes hurtigt af, hvor velplaceret den egentlig er; der skinner netop en så urovækkende desperation igennem, at musikken får ægte kant og udtrykker virkelige frustrationer.
Bandet karakteriseres ofte som politisk. Lack repræsenterer nu snarere en følelsesbetonet kulturkritik, der lige så meget sigter på den vestlige livsstil som dens kapitalisme, og lige så meget borer i den enkeltes skævheder som i samfundets kollektive weltschmertz. Der er med andre ord godt med frisk kød i både pennen og strengene.
Det, der virkelig forstørrer den kunstneriske integritet, er at kritikeren ikke selv undslipper sin egen kritik, idet han klart er bevidst om at være lige så fastlåst i afsavnets mekanismer som alle andre. Det er med andre ord også et ironisk og ukorrekt univers, hvorfor det netop ikke kan være “politisk”. Det moderne menneskes undertrykkelse af både sig selv og andre udstilles ikke kun i tekst og vokal, men på raffineret vis også i musikken, hvor afsavnet hele tiden huserer som en truende tavshed. Konceptet er således fantastisk gennemført, og indlejringen i dette dynamiske konfliktrum gør unægtelig pladen vedkommende på en måde, man ellers skal lede længe efter.
Første nummer, “Marathon Man”, leder os direkte til vor moderne tids desperation, hvor mantraet »running / nothing but running« henviser til, hvordan vi prøver at fortrænge meningsløsheden ved hele tiden at travlt beskæftigede. “5 o’Clock in the Evening” demonstrerer en dragende musikalsk legesyge, der folder sig ud i spanskklingende akkordforløb i et overraskende og fængslende arrangement.
Med “Primo Levi” har bandet sikret sig en melodisk fuldtræffer, der hurtigt forplanter sig i baghovedet, mens pladens højdepunkt er den trykkende “Deserters”, der må betegnes som intet mindre end en genistreg. Her går alt tilsyneladende op i en højere enhed, ikke mindst set i forhold til helhedsforløbet; teksten provokerer skarpt tidens seksuelle bornerthed på allerfrækkeste vis, mens musikken rocker som bara fan.
“Disburden” er en underspillet størrelse døbt i frustrationens patos, hvor samspillet mellem vokal og guitar er for stort til at blive beskrevet her. Til sidst sørger “The Gay Revolutions” for en flot, episk afsked med en plade, der fejer skidtet af bordet og går direkte til knoglerne.
Lack har sat nutiden på spidsen i et fornemt værk, der forhåbentlig giver dem en velfortjent opmærksomhed.





