Nyheder

Hedengange Hefner udgiver gamle numre

Når man tænker på, at det engelske band Hefner slet ikke eksisterer længere, kan man ikke beskylde dem for at ligge på den lade side.

Samtidig med at frontmanden Darren Hayman for nylig har udgivet to EP’er (lyt til frasorterede numre hér og hér) og startet et bluegrass-band, varsler bandets hjemmeside, at Hefner-fans godt kan begynde at tælle spareskillingerne.

I løbet af i år kommer der nemlig både den opfindsomt betitlede greatest hits-plade The Best of Hefner og en dobbelt-CD ved navn Catfight, som inkluderer intet mindre end 43 (treogfyrre, ja) Hefner-numre, der aldrig tidligere er udgivet. Tallet 43 bliver ikke mindre overvældende af det faktum, at Hefner allerede i 2000 udgav opsamlingen Boxing Hefner, der også rummede en del uudgivne sange.

Dertil kommer, at der er planer om i løbet af de næste to år at genudgive de fire plader, bandet nåede at lave, i luksus-versioner med endnu flere ekstranumre.

Leave a Reply