Nyheder

Habil koncertweekend på Stengade 30

Denne nyhed har nok ikke den store relevans for Undertoners kernelæsere i Vestjylland.

Alligevel tillader vi os at henlede opmærksomheden på den kommende weekends koncerter på Stengade 30 i København.
Som vi rapporterede i sidste måned spiller Speaker Bite Me fredag deres første koncert sammen i flere år – og minsandten om lørdag ikke også byder på et potentielt spændende arrangement.

Ifølge pressemeddelelsen er lørdagens hovednavn de støjende Slaraffenland, der selv kalder deres musik for slackerjazz, om end de på deres kommende ep, Jinkatawa, lyder mindst lige så meget som postrock a la Do Make Say Think.

Imidlertid kunne man godt formode, at mindst lige så mange af tilskuerne dukker op for at opleve Efterklang (pi), som er den nedbarberede tre-mands-udgave af Danmarks bud på Sigur Rös. Helt så meget nordisk vingesus bliver der næppe over Efterklang (pi), som varsler, at de vil spille et kort sæt med nye numre, der er mere elektroniske end vanligt.

Leave a Reply