Det er mørkt, kraftfuldt og emmer af coolness. Første nummer på Spleen Uniteds debut, gennemhøvlet på P3 som bl.a ‘ugens uundgåelige’ og med otte uger på Det Elektroniske Barometer, er et stilstudie i elektro-pop med sorte tangenter og et enkelt repeterende vers, der pløjer gennem alt og borer sig fast: “Live the dream / Stay in bed / with Heroin / Unlimited“. Et virkelig effektfuldt og besnærende bud på, hvordan en plade skal præsenteres.
Spleen United lægger ikke skjul på deres inspirationskilder, og man kan da sagtens genkende elementer fra shoegazerscenen, men dét, der river i nakkehårene, er ikke udelukkende bandets evner til at få keyboardfladerne banket ind under huden på lytteren, men også den variation og kreativitet, der ligger i arrangementerne, hvor hver sang præsenterer sit eget lille univers i et inferno af elektroniske virkemidler tilsat guitarflader og insisterende trommebeats, som virker enerverende, men også dragende og hypnotiserende.
Den rolige og tilbagelænede “Heroin Unlimited” får følgeskab af langt mere fremadrettede og tempofyldte numre, hvor synthesizerne virkelige kommer på arbejde – som den komplekse “Gold Ring”, der både har robotagtige vokaler, der minder om Kraftwerks, og et lyst og melodisk omkvæd, der kunne have været fra hvilken som helst Mew-plade. Sangen afspejler den elastik, der er i Spleen Uniteds kompositioner, hvor tonstunge elektroniske stemninger blandes med milde synthpop-melodier.
Grundtonen er gennemgående melankolsk, og der er ikke leflet for hverken de gode nyheder eller den sjove historie. Tværtimod banker der et sort hjerte bag brystkassen på Spleen United, og bandet formår at skabe en mørk, men ikke uhyggelig stemning, der i højere grad bygger bro mellem de insisterende og gentagne lydstemninger end de messende og nedbrydende støjflader.
Vokalen er trist og dyster, på trods af at den til tider går i falset.
Der er dømt en form for retro, og i en tid hvor det efterhånden virker søgt at genskabe tidligere tiders storhed f.eks. på garage- og punk-området, står Spleen United stærkt og nærmest enerådende på den danske shoegazerscene.
Godspeed Into the Mainstream virker ikke forceret eller konceptagtig, men derimod gennemarbejdet af en flok dedikerede musikere, der har leget og dyrket genren gennem en lang periode.
Der er arbejdet og kælet for detaljerne, og keybordfladerne får den plads, genren forlanger. Der afsluttes ofte med hypnotiske udladninger, hvor keyboards kører på replay og rykker helt ind i trommehinden, hvor kompositionen lægger sig som en dyne over øregangen, og de svævende lyde væver sig ind i hinanden og trækkes ud. Numre som “Gold Ring”, “Into the Future” og “Streetfighter” sætter netop det punktum.
Spleen United er et band med ambitioner og talent, og debuten er homogen, varieret og velproduceret. Numrene er fyldige, og der er kød på arrangementerne, som på minussiden har et par steder, hvor det kører lidt i tomgang, som i mellemstykket på det afsluttende nummer Godspeed Into the Mainstream. Numrene rundes effektfuldt af, specielt i de krydsfelter hvor keyboardene sender kaskader af ideer mod hinanden og væver melodistykker af en anden verden.
Det er svært ikke at glæde sig over et godt dansk produkt, der gør den nationale palet af musikalske farver endnu bredere.
Spleen United beviser, at de har ideer og kreativitet til at begå sig. Ni sange udgør bevismaterialet, og dommen er ikke svær at afsige: glimrende!
