New City lukker op for et nyt univers, hvis man skal tro pressemeddelelsen, der følger med denne plade. Dette helt nye musikalske univers er angiveligt et alternativ til den almindelige verden – et univers, hvor alt er muligt.
Hvis det virkelig er sådan i New Citys univers, har gruppen truffet en helt unaturlig beslutning om ikke at udnytte disse muligheder. New City er et dybt forudsigeligt og rungende ekko af 80’ernes elektronik-baserede popmusik, som den lød hos grupper som Depeche Mode, New Order, Human League, Soft Cell og utallige andre.
På de første to sange, og det meste af den resterende del, er inspirationen den mere mørke ende af 80’er-musikken, mens New City med singlen “Night Kid” skruer de musikalske referencer frem til 90’erne. I stedet for at kopiere 80’ernes trods alt interessante dansemusik har New City på dette nummer kastet sig over eurobeat-genren, som med navne som Culture Beat og Urban Cookie Collective udgjorde et massivt og helt uinteressant soundtrack til mange fester i min gymnasietid.
Og som om dét ikke var nok i sig selv, har New City lavet en version af eurobeat, der er endnu værre, og “Night Kid” må kandidere til at være en af de dårligste singler, jeg har hørt i mange år. Sangen har et kedeligt og forudsigeligt beat med en flad melodi, der er fuldstændig uden fremdrift, hvilket får selv de fleste af indslagene i TV-programmer som Stjerne for en aften til at fremstå som grænsesøgende.
Heldigvis er resten af pladen ikke lige så slem, men det er meget svært at få øje på den store opfindsomhed. Nu behøver man jo ikke genopfinde den dybe tallerken, hver gang man udgiver en plade, men problemet med New City er, at melodimaterialet gennemgående er svagt.
Et par gange undervejs er der dog tilløb i den rigtige retning, blandt andet i balladen “Game”, der dog stadig mangler noget afgørende for at løfte sig over det anonyme. Ellers er der nogle steder, hvor keyboardriffs og beats virker lovende, men hvor det melodiske ikke kan følge med, hvilket eksempelvis gælder “Wish We Had a Life”.
“Crawl” lyder med sit storladne keyboard-intro og elektronisk forvrængede, hårde guitarlyd en hel del som Duran Duran, men som 80’er-koryfæerne selv beviste fra Roskilde Festivals Orange scene for et par måneder siden, er det en lyd, der nærmere hører fortiden end fremtiden til.
New City består af David Kosteljanetz, der debuterede i eget navn for et par år siden, og Carin Baker, som jeg ikke har noget forkendskab til. Vokalen på pladen er delt mellem de to hovedpersoner, og det lyder efter min mening klart bedst, når Kosteljanetz synger, selv om Carin teknisk set synger bedre. Hendes stemme er af den klassiske soul-skole og fremstår helt uden kant.
Det er for tiden særdeles moderne at være inspireret af 80’ernes mørke musik, men hvor mange andre forsøger at tage udgangspunkt i fortiden og opdatere den til nutiden, stiller New City sig desværre tilfredse med blot at reproducere noget allerede kendt. På den måde lyder pladen mest som stiløvelse eller som et af de utallige kopibands med firsermusik, der hærger landets spillesteder – men blot med den forskel, at New City ikke har fortidens fængende hits at læne sig op ad.
New City kan kun ses som et markant tilbageskridt for David Kosteljanetz, der netop med sit debutalbum i eget navn med stor succes kombinerede fascinationen af firsernes diskomusik med et håndspillet folk-univers. David Kosteljanetz besidder altså meget mere talent og musikalsk nysgerrighed, end dette album giver udtryk for. Jeg kan i hvert fald på ingen måde anbefale at bruge tid på at lytte til New City.





