Britiske Fat Cat Records modtog for nogle år siden en demo, de rigtig godt kunne lide. Desværre var den uden afsender, og det tog pladeselskabet to år at opspore manden bag musikken. Det viste sig at være Duncan Sumpner – en 30-årig skolelærer fra Sheffield, der havde indspillet musikken i sit køkken hen over sommeren 2002.
Efter flere forsøg lykkedes det Fat Cat at overtale Sumpner til at udgive musikken. Før albummet kunne udgives, var der kun behov for en smule polering, så støjen kunne fjernes fra demoen. Nu ved debutalbummets udgivelse, tre år efter indspilningen, er der ingen tvivl om, at der ikke har været langt mellem demoen og det færdige produkt.
Det selvbetitlede album indeholder en række numre, der vel bedst kan passes ind under betegnelsen folk. Det er små numre, der ikke har vokset sig store siden skitse-stadiet, og som mest udgøres af rolige vokaler med akustisk guitar. Derudover er det nemt at stejle over Sumpner, der lægger ud med at synge “I am daylights… ” og dét med tostemmig vokal, akustisk fingerspil, fløjte og hele pibetøjet. Er vi havnet midt i et hippiekollektivs morgensang?
Det er heldigvis ikke helt tilfældet, men alligevel har albummet en vis fare for at blive for roligt og idyllisk og ja … 70’er-agtigt: “Noooo, they can’t take your soul / tell me, what is a soul? ” (fra Nightfall (for Boris P.)). Det bliver ærligt talt lidt for meget af det gode.
Alt i alt er det nok meget godt, at de nævnte teksteksempler er fra to af de eneste numre, hvor man tydeligt kan høre teksten. På de fleste andre er vokalerne, der ligger i to lag, mere grødede. De luller én ind i en behagelig vuggevise, og man besværer sig ikke med at koncentrere sig om teksterne. Ikke kun på vokalsiden, men også i sangskrivningen (særligt Knulp) er der lånt rigeligt fra Simon & Garfunkel. Uden at Songs of Green Pheasant ellers tåler sammenligning i så fint og iderigt selskab.
Dog tjener albummet ikke udelukkende som et 70’er-flashback, men er udmærket og ganske harmløst i sig selv. Der er en stor rumklang over hele lydbilledet, og det klæder albummet og giver det et slør af afstand og drøm. Af og til, bevæger Sumpner sig lidt ud i det psykedeliske og et sted endda støj. Begge dele er velkomne overraskelser.
Det er meget svært at finde ud af, om Songs of Green Pheasant fortjener ris for sine ensformige hippie-numre (og bjælderne!) eller ros for de rolige vokaler og det rare guitarspil. Når alt er gjort op, hører albummet nok mest til i en bestemt skuffe. Nemlig den, der indeholder de albums, der kan irritere uendeligt, når man ikke er i humør til dem – men også berolige og glæde, når man er.
