Happy Failure har været længe undervejs. For at nå til undfangelsen skal vi tilbage til 2003, hvor projektet startede som et ep-hjertebarn for Antophones. Bandets store mave havde dog idéer og inspiration nok til, at ep’en kunne blive til et helt album. Og her sidst i 2005 nedkommer Antophones så med Happy Failure.
Forsanger Lise Blaases vokal og resten af bandets måde at krænge tristheden ud af deres sparsomme og altid mekaniske instrumenter på får lyden til at fremstå som en enkel, men alligevel nærmest symfonisk helhed. Melodierne er fyldt med små finurligheder, der gør, at man føler sig belønnet for at lytte efter. Det er tydeligt, at der er brugt meget tid i studiet for at få numrene til at lyde, lige præcis som de gør.
Dette er dog kun halvdelen af atmosfæren på albummet – den anden halvdel er Lise Blaases betagende vokal. Musikken lægger fundamentet på pladen – ligesom stilken, der lægger fundamentet for blomsten. Sidstnævnte udgøres af Lise Blaases vokal, der er stor og farverig. Den spænder helt fra det sårbare og skrøbelige til overbevisende at følge musikken i de kraftigere passager. Nogle har sammenlignet Blaase med Tori Amos, og det er ikke uden grund. Hun mestrer på samme måde de detaljerede passager, hvor enhver svaghed i stemmen vil blive skånselsløst udstillet.
Stilken og blomsten er dog begge nødvendige for helheden, og sådan fungerer det også her. Musikken og vokalen supplerer hinanden i fuldstændig harmoni.
Teksterne er hovedsageligt små, poetiske fortællinger om forskellige personer. De giver ikke lytteren en guddommelig indsigt, og stående alene ville de nok virke trivielle. Når de imidlertid bliver sunget af en stemme, der besidder en sådan grad af nærvær, fungerer det rigtig godt med musikken.
Det vil være en overdrivelse at kalde albummet for nyskabende. Der er ikke meget nyt under solen. Hverken teksterne eller musikken er banebrydende i sig selv, men sammen fungerer det uhørt godt.
Titelnummeret åbner albummet på en behagelig og melankolsk måde. Det sætter stemningen for resten af skiven, der har en gennemgående afslappethed over sig. Albummet lyder som en mørk efterårsdag, hvor bladende stille mister deres tag i grenene. Det stille tempo tabes aldrig, selv om der ind imellem kommer et par vindstød i form af lidt el-guitar, som bringer en smule mere fart over den ellers stille brise, der blæser gennem hele albummet.
Sangene hænger så godt sammen, at det er svært at hive en enkelt ud. En af favoritterne er dog “Traitor Song”. Sjældent har en så melankolsk sang været så svær at få ud af hovedet. Lige fra klaveret i indledningen er man fanget. Betagelsen sætter for alvor ind, når der kommer sang på, og den vokser, når guitaren sætter ind for at øge dynamikken i nummeret.
“Warmonger” stiller op med en fremtrædende akustisk guitar til at puste luft i sangen. Det virker, og sangen vil helt sikkert være en perle live.
Det sidste nummer, “Let You In”, starter meget mørkt og koldt med tunge klavertoner. Teksten og måden, den bliver fremført på, underbygger denne mørke stemning, helt indtil nummeret til slut smelter sammen med det tiltagende efteårsmørke.
Antophones betyder noget i retning af lydblomster, og netop sådan opleves sangene. Alle fremstår de som blomster i hver sin efterårsfarve, og alle er de bundet sammen i en buket fra Antophones til os. En buket, der vil pryde enhver cd-afspiller.
