Crippled Black Phoenix startede som nogle tanker i Justin Greaves’ hoved i 2004. Han spillede på det tidspunkt trommer i Electric Wizard. Tankerne blev til virkelighed med hjælp fra blandt andre Dominic Aitchison fra Mogwai. Siden har gruppen udgivet seks albums, og forskellige musikere har været ude og inde. Crippled Black Phoenix startede som et projekt, musikerne havde ved siden af deres ”rigtige” bands, og den progressive musik bærer præg af at være inspireret af mange forskellige hoveder. Ep’en No Sadness or Farewell rummer dog alligevel en overordnet sammenhæng af mørke rock-ballader i et dystert univers.
Fra Eric Claptons guitar til Rage Against the Machines råbevokal stryger vi igennem de seks meget forskelligartede numre. Ep’en lægger ud med det over 12 minutter lange “How We Rock”. Vi befinder os til start i et stykke tidssvarende instrumentalt indierock. Den lidt melankolske indie bliver skåret i stykker af en klagende guitar, der allermest minder om Eric Claptons bluespop-guitar. Fra 90’erne ledes vi med et, lidt karikeret, trylleslag på bækkenet videre til et stykke musik, der får tankerne hen på et storladent soundtrack fra en eventyrfilm. Hele balladen sluttes af med klokkespil.
Det sidste stykke bliver gentaget en gang for meget, og nummeret ville komme bedre til sin ret, hvis et par minutter blev skåret væk. Også selvom det er traditionelt for den progressive genre at lave langstrakte numre. Jeg er ikke vild med den højtidelige og overfølsomme klagende elguitar, men del et og tre i nummeret fungerer dog rigtig godt.
Vi flyver videre til “Hold On”, der til at starte med befinder sig i 80’erne med et elektronisk beat, som understreges af den markante stortromme. En fed kombination, der varsler et nummer med power. Forhåbningen stiger. En fantastisk, dyb mandig vokal runger gennem nummeret og skaber spejlinger af Depeche Mode og U2. Jo længere sangen spiller, des lysere bliver vokalen, og nummeret mister lidt af sit mørke. Sikke en skam. Det gør ikke “Hold On” bedre, at vi igen skal plages med den klagende guitar. Et kor synger »Goodbye, my love, to all of that,« og vi havner pludselig midt i en musical eller på højskolen til fællessang. Strofen gentages igen og igen, og hvad der startede ud så smukt, ender som en teatralsk parodi.
I “What Have We Got to Lose?” startes igen ud med klemtende synthesizer. En kvindevokal synger om kærlighed på en vidende, dragende og Anisette-agtig facon, der klæder musikken godt. Igen spoleres konstruktionen af den langstrakte bluespopguitar – men heldigvis ikke så markant som før. Nummeret når sit højdepunkt i B-stykket, hvor der sættes power på den elektroniske musik, men på en langsom og dragende måde, der matcher vokalen i det forrige stykke. Her er der en harmonisk sammenhæng mellem de forskellige musikstykker, og den mørke ballade er ep’ens bedste.
Ep’en sluttes af med “Long Live Independence” – en slags manifest, der råbes ud som en anden Zack de la Rocha fra Rage Against the Machine. Og endelig et nummer uden klagestrenge!
Man kan ikke beskylde Crippled Black Phoenix for at lave ensartede numre. Alle seks på No Sadness or Farewell er absolut forskellige. Hvis gruppen ellers ville være så venlige at kassere den soulpoppede guitar, er der mange elementer i musikken, der fungerer rigtig godt: Det elektroniske eventyrunivers fra “How We Rock”, 80’er-lyden fra “Hold On” og den dragende mørke kærlighedshistorie i “What Have We Got to Lose”. Blandingen af den moderne elektroniske musik og den traditionelle tromme-guitar-bas-4/4-konstellation skaber et lidt anderledes univers end det tidstypiske. Så er spørgsmålet bare, om man køber det eller ej. Jeg er ikke helt overbevist.
