Bag kunstnernavnet Jasper TX gemmer sig svenskeren Dag Rosenqvist, der med debutpladen I’ll Be Long Gone Before My Light Reaches You manifesterer sin kærlighed til lofi og melankoli i lange tålmodige passager. Han har en lydingeniøruddannelse i bagagen og har siden sine første indspilninger på en firespors-kassettebåndoptager opbygget sig et studie i Göteborg, hvorfra han med analogt lydudstyr skaber nedtonede landskaber med lyd, der overflødiggør lyrik.
Alle numrene på pladen bæres af et simpelt, dæmpet guitartema, der søger at duellere mod statisk støj og samplinger af alt fra fuglesang til havets brusen. Med minutiøse akkorder fremmanes en underforstået mening, og læser man numrenes titler som f.eks. åbningsnumret “Blown Out to Sea, I’m Never Coming Back”, fremkommer små fortællinger gennem den åbenlyse melankoli. Historier om skibbrud. Historier om foragt for mennesket. Historier om ragnarok. Eller hvad lytteren nu finder i rodebutikken af lyde og temaer, for numrene støtter sig ikke til lyrik i nogen afskygning.
Det fungerer i en vis udstrækning, men der er alligevel en del kritikpunkter. Statisk støj og skratten kan frembringe et interessant lydbillede, der paralyserer lytteren – det viste múm på mesterlig vis med deres debutplade Yesterday Was Dramatic, Today Is OK. Men der skal være en hel naturlig sammenhæng i skævheden, og det skal inkorporeres i musikken. Jasper TX viser undervejs, at han mestrer kombinationen af akustisk guitar og støj. Derfor er det et mysterium, hvorfor Jasper i nummeret “Braille”, vælger at præsentere lytteren for hvad der minder om voice-modem-tortur, der øredøvende flår trommehinderne ud af kraniet.
Dertil mangler pladen udvikling gennem numrene. Efter “Blown Out to Sea, I’m Never Coming Back” med bløde guitarpassager og “Braille”, der efter smertelig skærebrænderstøj glider over I bløde guitarpassager, kommer Letting Go med – gæt engang – elektronisk støj og bløde guitarpassager. Og sådan fortsætter man gennem syv numre, der ufrivilligt kommer til at virke meget lange. Og kedelige.
Melankoli, lofi og afdæmpede, lange temaer er okay, så længe man kan øjne en udvikling – et drive, der fanger lytteren og skaber yderligere interesse. Men det er der bare ikke på I’ll Be Long Gone Before My Light Reaches You. Der sker ganske enkelt for lidt.
Gennem tågen af lejlighedsvis terrorvirksomhed mod dine trommehinder og flydende, langsommelige temaer finder man et potentiale – en god vilje, der søger at frembringe et koncentrat af melankoli. Desværre er den statiske støj for gennemborende, hvorfor kunstnerens egentlige intentioner går tabt.
Pladen er ikke utålelig, ej heller ikke noget mesterværk. Dens potentiale ligger i at være kunstnerens første udspil, og såfremt fremtidige udgivelser bliver mere veludviklede, kan den blive en enestående del af bagkataloget – et samlerobjekt, fans vil anskaffe alene, fordi det er den første. Lidt som Sigur Rós-debutpladen Von (et band, som Jasper TX har høstet inspiration fra), der først er blevet solgt i anstændigt antal efter udgivelsen af Ágætis Byrjun. De to plader falder i samme kategori: en spæd musikalsk kravlegård – ikke gennemgribende veludført, men et varsel om potentiale og fremtidig storhed.
