Skribent - Mikkel Andersen

Mugison har turnéret verden slidt med over 50 koncerter alene i år, der har slæbt ham fra London og L.A. til Köln og Kolding. Men trods de mange optrædender er han stadig skrækslagen, før han går på scenen. En solotroubadour, der frygter publikum. (10.12.05)“Jeg er skræmt, når jeg ved, jeg snart skal på scenen og optræde, og det er ligegyldigt, om jeg spiller for 10 eller 1500 mennesker. Måske gør det mig til en bedre ‘showman’, når jeg er ved at pisse i bukserne af skræk – det er frygten for at fejle, der gør, at jeg lykkes.”Mugison udspiler øjnene og fremmaner en skræmt grimasse: “Jeg har haft diarré før hver koncert i år med undtagelse af to – og de to var de værste koncerter, jeg nogensinde har spillet. Når jeg ikke har diarré før et show, er jeg ikke nervøs nok. Så er jeg mere kæk og tager mange ting for givet; og det kan publikum mærke!” Derfor kan det undre, at Mugison optræder alene, når andre sagtens kunne overtage en del af showet som eksempelvis trommespillet, der er baseret på forhåndsindspilninger. Men det har ikke været et spørgsmål om valg: “Jeg optræder alene, fordi det er en nødvendighed. Da jeg startede og lavede pladen Lonely Mountain, var det på et meget lille pladeselskab på et minimalt budget. Det eneste promotion, der var plads til, var en billet med EasyJet, så jeg kunne drage ud i verden og promovere min musik og spille for et lille publikum for et par hundrede kroner,” siger han grinende. “Gennem mine koncerter begyndte mit one-man-band at udvikle sig til det, det er i dag. Men tro mig, det første halvandet år var det virkelig noget lort, når jeg optrådte!” Måske er det ikke tilfredsstillende at optræde selv, eller måske ønsker han at have andre at dele publikumsangsten med. Uanset hvad er Mugison som solovarieté en saga blot ved udgangen af 2005: “Når touren er slut, slår jeg det her solotrip ihjel. Fra og med næste plade kommer der andre musikere ind over – både under indspilningerne og på turnéerne.” Det er altså muligvis sidste gang, vi har fået lov at se den karismatiske islænding alene på dansk jord. De fantastiske og forfærdeligeSelv om Mugison er skræmt, før han skal på scenen, er det ikke ensbetydende med, at han hader at optræde. Med få undtagelser har han nydt at optræde, når først den indledningsvise nervøsitet er overstået. Men én koncert overskygger dem alle – koncerten i Pavillonen på sommerens Roskilde Festival: “Den koncert er den bedste, jeg nogen sinde har spillet, i høj grad på grund af publikum. Klokken var ét om eftermiddagen, og jeg troede, at alle folk stadig sov på det tidspunkt. Men til min store overraskelse kom der en masse mennesker. Det var helt vildt – et øjeblik var jeg i tvivl, om jeg havde spist svampe eller ej. Og publikum var ganske enkelt fantastiske!” Han holder en kort pause, smiler skævt, og lader blikket vandre drømmende mod loftet, mens han fortsætter: “Jeg skabte den fantasi, at hvis jeg blot kunne turnere med det publikum og tage dem med mig overalt, så ville alt blive godt.” Foruden Roskilde er troubadouren også glad for job i provinsen. Til gengæld forværres frygten yderligere før en koncert i de større byer, navnlig hovedstæderne: “I de større byer har publikum en tendens til at have en arrogant coolness-attitude over for optrædende. De tror, de ved alt og har hørt alt før og er derfor næsten umulige at imponere. Det er for eksempel altid et mareridt at spille i London. Det er forfærdeligt, når publikum bare står der og ryger deres forbandede cigaretter med armene over kors og spiller smarte. Jeg forestiller mig tit, at det er det vilde vesten, hvor alle har pistoler, og det blot er et spørgsmål om, hvem der trækker først.” Et privilegium at være islændingIsland har de seneste år ageret udviklingsplatform for mange gode, alternative bands som múm og Sigur Rös. Alligevel føler Mugison ikke et pres fra den kant: “Jeg tror, det er godt jeg kommer fra et lille samfund som Island. Dét at alle kender alle, også blandt musikere, skaber en konstruktiv rivalisering mellem bandene, og det, tror jeg, skaber fremgang i kreativiteten. Alle har mulighed for at høre, hvad landets udbud er og enten lade sig inspirere heraf eller gå egne helt, helt nye veje.”Han fortsætter med, hvad der minder om ærefrygt: “Der er nogen virkelig hårdtarbejdende bands deroppe. Et band som Sigur Rös slapper aldrig af, men bruger alt deres tid på musikken – de har senest færdiggjort et album, turnéret verden tynd og samtidig lavet adskillige musikvideoer. Når man som musiker fra samme, lille land ser det, tænker man: ‘Hold da kæft, jeg er nødt til arbejde endnu hårdere.’ Det er med til at motivere mig som kunstner.” Det er imponerende, at et samfund bestående af så få, kan producere så meget fantastisk musik. Mugison mener til dels, det er held: “I øjeblikket er der en del fokus på den islandske musikscene, men jeg tror det kunne være os som så mange andre. For et par år siden var det jo Sverige, der var interessant, og før det var det steder som Seattle, Californien, Liverpool etc. Men jeg synes så absolut, det er fortjent, at vi får bolden nu – der er som sagt mange kreative, hårdtarbejdende musikere på Island, der fortjener en chance.” Men lige så vel som visse bands inspirerer til hårdt arbejde, inspirerer andre i højere grad på det kunstneriske felt: “Jeg tror, at gode rollemodeller skaber en god grobund for musikken – og på den front er Björk enestående! Hun er islandsk musiks storesøster; nej, gudinde! Hun er anderledes, selvstændig og enestående. Hun har altid villet lave noget, der var hendes helt eget, og jeg ved, at mange islandske musikere – mig selv inklusive – ser op til hende og måden, hvorpå hun har skabt en karriere. Vi ønsker simpelthen at forsøge det samme. Hun er i mine øjne en af de primære årsager til, at islandsk musik ikke er så kommerciel som i andre lande – vi prøver at finde en løsning, der ikke ligner de andres, og lader os ikke diktere af strømmen.” Lad endelig uafhængigheden og urokkeligheden fortsætte fremover. Det har Mugison i hvert fald tænkt sig: “Jeg vil altid prøve at skabe min egen ‘suppe’ af inspiration udefra og egne idéer. Jeg vil altid følge min mavefølelse, når jeg skaber musikken og skriver mine underlige bullshit-tekster,” afslutter han grinende.Indtil videre må vi tage afsked med troubadouren i soloform og afvente hans genkomme med band i 2006.

Lyden er stram, lyrikken underfundig og skarp. Manden bag er rodet og forvirret, men frem for alt humoristisk og selvironisk. Skibet er ladet med kontraster og en venligtsindet gal videnskabsmand som kaptajn, når Johannes Gammelby som I Am Bones losser til backpackers og håner det vestlige samfunds tryghedsnarkomani. (09.11.05)Gennem en småramponeret dobbeltsidet yderdør placeret i kæften på en grå boligblok, ind i en unaturligt lille og klaustrofobisk elevator, med buldren og knirken op mod fjerde sal, ud og til højre. Foran ligger en dør, hvis skilt ikke afslører beboeren bag, og hvis klokke ikke virker. Efter en kort banken dukker en halvsøvnig, forvirret Johannes Gammelby op i døren.“Kan jeg friste med noget? Kaffe, the?”, han tager en lang pause, “ymer?”.Lidt efter placerer han sig i det eneste møblerede værelse i lejligheden. Møbleret i betydningen, et par stole og en sofa, der samtidig agerer opbevaringsenhed for diverse. Men guitarer, et trommesæt, kabler og computere dominerer helheden og gør det klart, at det smalle rum ikke primært fungerer som opholdsrum, men som studie. Vi er i den gale professors kreative hule. Nemmere, når man selv må bestemmeGammelby var tidligere en af kollaboratørerne i støjrockbandet Strumm.“Vi havde det hyggeligt, og det gik godt, når vi spillede live – vi havde det godt sammen, og vi havde noget særligt, som ikke mange bands har eller havde. Men jeg havde større kreative ambitioner. Jeg fik mere ud af at skrive sange selv, for det er meget mere effektivt, at det ikke skal gennem en demokratisk proces. Vi havde i bandet en proces, hvor alting blev vendt og drejet 1000 gange, men det faldt 90 procent af gangene alligevel til jorden. Det gad jeg simpelthen ikke.”Derfor satte Gammelby sig for at fokusere på soloprojektet I Am Bones, og for en måneds tid siden udkom debutalbummet Wrong Numbers Are Never Busy. Her langer Gammelby ud efter både backpackers, og hvad han kalder “den nye bølge af vestlige imperialister”, der på lige fod med englænderne i starten af 1900-tallet koloniserer verden – nu blot med andre metoder.Dertil kommer vrede, vrede udbrud som eksempelvis i Bellyache: “You hold the devil in your gut / yeah yeah yeah yeah / you keep that motherfucker down / yeah yeah yeah yeah / I should not have been allowed to reproduce / the semen should have fertilized the ground.”En sang, der har vakt en del undren: “Min kæreste synes simpelthen, den sang er latterlig! Hun sagde til mig, da hun hørte den: ‘Hvorfor synger du sådan noget, Johannes? Skal vi ikke have børn eller hvad?’ og jeg sagde: ‘Jo, det kan vi da godt.’.” Gammelby mener ikke, at sangene skal tages så alvorligt, som de lyder. Dertil er mange af sangene et resultat af hans egne og produceren Torsten Larsens mærkelige indfald i sangskrivningsprocessen: “Torsten og jeg har en humor med at stille os selv i en eller anden situation og så vise, hvor latterlige, ynkelige og dumme vi er. Så lyrikken ender tit med at være et eksperiment, der netop viser, hvor dum man er. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men det morer mig.” “Jeg kan godt lide at fucke tingene lidt op”Sangene er også et oprør mod ‘tudefjæs-indie’: “Der kan være nok så meget hjerte/smerte, men det bliver først sjovt, når man bruger sig selv som den, der bliver angrebet. Der er ikke så meget mere kød på Bellyache, end at jeg piller mig selv ned og giver djævlen skylden for det hele. Han havde fået lidt for meget magt i min eksistens, og det er derfor, jeg ikke skulle reproducere mig selv.” Omgivelsernes opmærksomhed på teksterne har overrasket Gammelby. “Når jeg skriver lyrikken, tænker jeg ret meget over, hvordan det bliver at lytte til, men jeg har ikke nogen visioner om at give folk åbenbaringer. Hvis de kan afkode nogen budskaber og få noget glæde af det, er det fint, men det er primært for at bære melodien. Teksterne er ofte båret af en eller anden frase, jeg er stødt på, og som hænger ved. Det er sgu ikke så pissealvorligt alt sammen – jeg kan bare godt lide at fucke tingene lidt op!” Selv om Gammelby nedtoner sin vrede, er der alligevel visse ting, der sætter hans pis i kog: “Jeg kan simpelthen ikke klare hykleri. Mine fødder gør så’n her,” han løfter venstre fod for at demonstrere, hvordan han krummer tæer blot ved tanken, “og så er jeg træt af folk, der er påtaget følsomme, blot for at vinde andre folks hjerter med denne følsomhed. Det er røvirriterende! Og så hader jeg hippie-tilgangen til tingene. Det er fint, at de er glade – men lige så snart de begynder at presse alt deres anti-kød-mentalitet ned over hovedet på mig, står jeg af, for så bliver det til en religionsform, og det synes jeg er træls!” Men så snart det er sagt, forsøger Johannes igen at berolige: “Men jeg er altså ik’ så’n en gal én. Jeg laver bare musik, fordi jeg simpelthen ikke kan lade være. Og i processen kommer en række udtryk frem, der på en eller anden måde er en del af mig, uden det nødvendigvis er så alvorligt, som det lyder.”