Nils Gröndahl træder med sin første fuldlængde-soloudgivelse Endlos Routinen for alvor ud af skyggen fra Under Byen, hvor han er et af de centrale medlemmer. Gröndahl begunstiger Under Byens instrumentlag med violin og sav, og det samme gør han – næppe overraskende – på Endlos Routinen, men på trods af der sagtens kan spores musikalske ligheder med Under Byen, er pladen af en helt anden støbning. Helt konkret suppleres violin og sav af Gröndahls dunkle mandevokal, looppedaler og ikke mindst lydlige forvrængninger, som understøtter snarere en stemning end en gruppe bærende melodier.
Pladen spænder over blot seks numre, og repetitionens krydsfelter med improvisation er det uomgængelige greb, som numrene er opbygget af. Det umiddelbart mest slående ved solopladen er den tysksprogede lyrik, som er kraftfuld, men særligt i relation til de musikalske paralleller, Gröndahl læner sig opad, ligeledes er noget klichepræget. Det er svært ikke at skabe associationer til Einstürzende Neubauten, når Endlos Routinen med avantgardistiske eksperimenter, selvbevidst vokal og dystre, industrielle lydflader trænger ud. Pladen er på alle tænkelige måder lyden af Einstürzende Neubauten, og skal jeg være helt ærlig, er det svært at destillere blot en marginal mængde original materie ud af Endlos Routinen. I et hypotetisk vakuum, hvilken oplevelse er Endlos Routinen så på sine egne præmisser?
Uroen manifesterer sig allerede på første nummer ”Das Fenster”, hvor rutinen i et vækkeurs alarmtone invaderer din opmærksomhed akkompagneret af en decideret hadfuld elektrificeret violin og insisterende trommer. Det psykedeliske eller nok snarere psykotiske i sangens atmosfære sætter ikke blot barren for resten af pladen, men viderefortolkes på det næste nummer ”Du Bist Nicht Da” i åren af klassisk rock.
Endlos Routinen veksler mellem introverte passager af ambient støj grænsende til det skønne, som det opleves i sidste halvdel af ”Es Geht Nicht Weiter So”, og mere ekspressionistiske, rå og improviserede lydangreb i f.eks. det næsten otte minutter lange nummer ”Rocker”. I sidstnævnte nummer får de lydlige forvrængninger og eksperimenter lov at udfolde sig frit, og om noget er denne lyd den mest repræsentative for pladens vilje.
Efter dette nummer tager pladen dog en overraskende drejning, idet Gröndahl med beroligende og repetitiv vokal synger dig gennem ordene: »Du hast dich mir gestern Abend geschenk. Auf dem Raschen im Park. Ja, ja, ja« og dernæst »zwei flaschen Wein. Dreimal. Ja, ja, ja.« Gröndahl beretter med ømhed om et seksuelt møde i det fri og velsagtens de to flasker vin, der indgik i kurtiseringsakten. Sangen ”Dreimal Ja” er et meget fint bekendtskab, og selvom den på alle måder netop ikke er repræsentativ for pladen, da den udstråler harmoniske og lullaby-like sangkarakteristika, er det den sang, der har fået flest rotationer hos mig.
På sidste nummer ”Flug Über die Stadt” synger Gröndahl i en sagte stemme: »Wir sind heute wieder geschafft. Wir beide durch die Nacht« efterfulgt af »Deine Augen, deine Augen, deine Augen.« Kærlighedens poesi er også her omdrejningspunktet for Gröndahls lyrik. De underliggende lag af knitrende, forvrænget violinspil samt hvæsende sav overtager dernæst på eneherskende og annekterende vis lydbilledet og efterlader intet i sin slipstrøm. Som var budskabet, at trygheden i stabilitet er en konstrueret illusion, og blot din egen eksistens er det eneste, du formår at forholde dig til, og måske er selv det et fortænkt tomrum. Hvis ikke dette, så er den i det mindste ganske ubetydelig. Du er reduceret til et fjernt og fremmedgjort legeme i et klaustrofobisk univers. Der er ingen happy end, og din måde at tackle tilværelsen på er i lige så høj grad determineret af ubevidste og uendelige rutiner, som den er af din egen selvbedrageriske ånd. Skiftene mellem kaos og orden i løbet af pladens 35 minutter rummer det klare budskab, at rutiner er misforståede forsøg på tilegnelse af stabilitet.
Når alt kommer til alt, og jeg skal opsummere min oplevelse med Endlos Routinen, sidder jeg desværre tilbage med særligt ordet kliché. Slutresultatet fremstår prætentiøst, og lyrikken bliver gennem det tyske sprog komisk på en unødvendigt selvhøjtidelig måde. Repetition som virkemiddel fungerer vellykket på pladen, da dette greb meget let kan medføre nuanceløs kedsommelighed, hvis det ikke bliver mødt med brudflader. Endlos Routinen bliver på intet tidspunkt kedelig, og pladen udfordrer dig som lytter, men den mangler for mig en gennemslagskraft, der ville inddrage mig som lytter mere, end pladen i sidste ende formår.
