Det kan godt være, at Colossus er Menfolks fuldlængde-debut, men der er ikke tale om en debut for bandet. Siden 1994 har bandet spillet sammen, indtil 1999 under navnet Prune. De 11 år, det har taget, før debutalbummet ligger klart, er dog ikke gået med at udvikle gammelmandspop eller Rolling Stones-stadionrock. Her spilles der med musklerne!
Det hele starter med “Hell Is in Texas”, hvor hylende guitarfeedback vrænger frem og tilbage, indtil nummeret endelig falder til rette i et støjende og støt groove. Som et fragttog på vej over bjerge. Indtrykket står klart – dette er et album, hvor der bliver banket igennem.
Menfolk startede som en støj-rock trio fra Vestsjælland, senere blev de til Menfolk, fik en ny mand med på vognen, så bandet nu talte to bassister, og kastede sig ud i math-rock. Deres sange udspiller sig i den sparsomme plads mellem to buldrende basser, skrigende guitarer og en forsanger, der hyler endnu vildere.
Colossus viser Menfolk som et spændende band, der langtfra ligner dansk metervarepop. Med en solid opvækst med Fugazi og lignende rollemodeller er musikken hårdtslående. På “The Well” betales gælden til Poison the Well af med en slet skjult dedikation.
På samme måde som hos lignende bands skal musikkens drive og finesse ikke findes i melodiøse hooks eller sing-along-omkvæd. Dette er faktisk et stik modsat univers. Sjældent har et udspil været så melodifjendsk. Dynamikken skal findes mellem de kæmpende blokke af støj.
Det er et intenst og tonstungt værk, de fire gutter har fået stykket sammen, og det ender også med, at det netop er denne tyngde og uigennemtrængelighed, der tager livet af dette udspil. I små doser er det netop den kur, man længe har søgt efter, og som skal vække én til live efter en dag med radiopop. Det er musik, der kan gennembrøle en og uddrive stress og jag, men i længden holder det ikke. Ligesom chokolademousse i for store mængder giver kvalme, bliver for meget brølen til migræne. I virkeligheden kunne bandet have gjort albummet endnu mere hårdtslående ved at give mere plads til stille perioder. Denne dynamik kunne have givet hele albummet en ekstra dimension og gjort de hårde passager endnu mere kraftfulde.
Under alle omstændigheder har Menfolk allerede skrevet sig ind i den danske musikundergrunds uofficielle historiebøger. Dette er godt nok deres debut, men allerede i 1999 var de daværende tre bandmedlemmer medstiftere af musikkollektivet og pladeselskabet Play/Rec. Her har de været med til at give dansk musik en længe manglet tyngde med bands som Barra Head, The Unit og Lack.
Menfolk er ikke kun pladeselskabsbosser med tæft for larmende bands. Dette er også et af Danmarks mest hårdtslående bands, og med denne kolos af en skive er der ikke andet at gøre end at lade sig tromle ned. At monotonien lurer, at ørerne kommer til at værke, og at din udlejer klager, er problemer, du må tage dig af senere.
