Plader

Soft Hearted Scientists: Uncanny Tales From the Everyday Undergrowth

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Blandt walisiske bands er der tilsyneladende en tendens til ikke at være helt normale. Soft Hearted Scientists er ingen undtagelse med deres primært akustiske folk, der er melodisk og ekstremt stemningsfyldt – og lyder stærkt inspireret af psykedelisk musik fra slutningen af 60’erne.

På deres hjemmeside bruger Soft Hearted Scientists ord som edderkoppespind, tryllestav og naturens magiske egenskaber for at beskrive sit univers – eller rettere: sin mission. For gruppen har ligefrem lavet et manifest og erkender også, at de ikke går efter at spille højest, mest tight eller være det mest sexede band for den sags skyld. Måske kan alt sådan noget snak lyde som forvrøvlet hippieromantik, men med Devandra Banharts store succes for tiden er den slags jo i forvejen blevet moderne igen.

Titlen Uncanny Tales From the Everyday Undergrowth indikerer i sig selv, at der er tale om et psykedelisk værk, hvor tingene ikke bliver angrebet helt konventionelt – og musikken er da også en slags udflydende halvakustisk folkmusik, hvor gruppen samtidig ikke er bange for at lege med både mange forskellige instrumenter og elektronik undervejs. Numrene er lange, og musikken kan med sin psykedeliske undertone give mindelser om både Mercury Rev og Polyphonic Spree. Men musikken bliver aldrig lige så storladen som hos Mercury Rev eller lige så udadvendt som hos Polyphonic Spree. Sammenligningen er således mere en henvisning til den stemning, der er i musikken end et forsøg på at sammenligne selve musikken.

Musikalsk er en sammenligning med Pink Floyds tidlige plader ikke helt ved siden af, og i det hele taget lyder det, som om at gruppen er stærkt inspireret af 60’ernes psykedeliske rockbølge.
Soft Hearted Scientists er en af de slags grupper, der måske ikke har genopfundet den rytmiske musik, men som til gengæld forstår at bruge sine inspirationskilder og virkemidler på sin egen måde, der giver gruppen en særegen lyd.

Uncanny Tales From The Everyday Undergrowth er ikke et egentligt debutalbum, men en opsamling af gruppens tre ep’er, der er udkommet gennem de sidste par år. Det betyder dog ikke, at musikken har svært ved at fungere som en helhed, og de tre ep’er hænger glimrende sammen.

“Wendigo” er titelnummeret på den første af dem og har nærmest et chillout-beat, mens ordene smyger sig rundt om guitarerne, der igen kredser rundt om trommerne og skaber en lydmæssigt perfekt ramme for en sang om at gå alene i en mørk skov eller måske om at føle sig alene i sit liv?

“The Petition”, der også er fra den første ep, starter igen med den akustiske guitar i front, men har i omkvædet fuldt knald på, og bandet lyder i dette nummer ekstremt meget som Super Furry Animals. Men inden omkvædet sætter ind, stopper musikken, og der er kun lidt lyd fra et keyboardsample.
Nummeret er særdeles iørefaldende, hvilket gælder for omkring halvdelen af numrene på pladen, mens resten kræver længere tid, før de folder sig helt ud – og den kombination virker helt perfekt. For allerede første gang man hører pladen, er musikken iørefaldende og fængende, samtidig med at der bliver ved med at dukke nye detaljer op.

De fire numre fra den første ep er ganske enkelt helt suveræne, og hvis bedømmelsen alene gik på denne udgivelse, ville jeg være meget tæt på at ville uddele en uforbeholden topkarakter.
Resten af pladen er også rigtig glimrende, men niveauet er alligevel en anelse under den første ep. Det skyldes blandt andet, at gruppen ind imellem falder en smule i grøften ved, at de i de langstrakte numre til tider taber fokus og mister melodien – det sker eksempelvis i “Midnight Mutinies”, hvor musikken kører i stort set samme rundgang over mere end seks minutter, og det kommer til at virke mere ensformigt end hypnotisk.

Dette er dog småting på en for langt størstedelens vedkommende stor plade, og som nævnt udvikler pladen sig for hvert lyt, så måske vil de sidste brikker falde på plads, når jeg får hørt pladen et par gange mere.

★★★★★☆

Leave a Reply