Betegnelsen supergruppe har det med at optræde lige så snart medlemmer af større bands går sammen om at danne et nyt band. Selvom det er en lidt fortærsket betegnelse, tæller Battles ikke desto mindre en opsigtsvækkende besætning i form af Ian Williams (guitar, ex-Don Caballero), John Stanier (trommer, Tomahawk/ex-Helmet), David Konopka (bas, Lynx) og Tyondai Braxton (keys/guitar/elektronik, har bl.a. samarbejdet med Prefuse 73).
Denne opsamling markerer Battles’ første udgivelse via det engelske electronica-selskab Warp, og genudgivelsen af de to ep’er viser mange forskellige sider af kvartettens repertoire.
B EP indledes virkelig stærkt med den over ni minutter lange “SZ2”. En lang dyster og ulmende intro brydes af bjældeklang og knitrende guitar, inden huggende trommer skærer igennem. Herefter byder nummeret på et utal af små eksperimenter, stemninger og lag af lyde – og det bliver ikke én eneste gang undervejs kedeligt at lægge ører til den meget rockede skæring.
Som for at understrege Battles’ udbud af variationer, afløses den lange førsteskæring af to ultrakorte og tempofyldte postrocknumre, inden tempoet og lydbilledet i dén grad ændres ved indgangen til det fjerde og ganske glimrende indslag, “BTTLS”. Netop som øregangene har vænnet sig til en sonisk menu bestående af fængende postrock, bydes man nu pludselig på en isnende stilhed, der kun brydes af kriblende elektroniske, klikkende og udefinérbare lyde.
Det er umådeligt sært og føles nærmest som en vandretur gennem Fangorn-skoven fra Ringenes Herre-universet – med den forskel, at de levende træer, Enterne, her er erstattet af avancerede maskiner, der rører på sig og tyst kommunikerer med hinanden.
Den ellers solide og overbevisende start skæmmes en smule af den kaotiske jazz-inspirerede “Dance”, der fremstår for rodet og på ingen måde fænger i lige så høj grad som de foregående indslag.
EP C indledes udmærket med en tur på legepladsen i spændingsfeltet mellem postrock og electronica. Især “Hi/Lo” er vellykket med dens temposkift og støjende og herligt rockende passager. Alligevel er det på denne ep, at en snert af monotoni sniger sig ind. På trods af mange småeksperimenter og overraskende lyde, som eksempelvis lyden af barnegråd i slutningen af “IPT-2”, gribes man ikke helt på samme måde af stemningerne, som det var tilfældet for store dele af B EP.
Rigtig slemt bliver det dog kun i afslutningsskæringen “Fantasy”. Her er det ellers sublime trommespil og virvar af forskellige lyde erstattet af ensartet elektronisk lyd, og mens det modsatte var tilfældet med “SZ2”, føles nummerets spilletid på ni minutter som ulidelig lang tid.
Men selv om den langt mindre interessante og ensformige electronica tilfører et par ridser i lakken, kan man alligevel sagtens glæde sig over Battles’ progressive, eksperimenterende og legende tilgang til musikken. Selv om man ikke føler sig lige godt underholdt hele vejen fra A til Z er der alligevel masser af materiale og lag af lyde på EP C/B EP, som sagtens kan tåle at blive udforsket igen og igen.
Lyt til “Dance”:
[audio:http://www.dimmak.com/mp3s/dm070_05_battles_dance.mp3]
