Frank Zygmund, irriterende vært:
Velkommen til denne første omgang af Hvad er det?, efter at vi har genstartet programmet i anledning af, at det her i år 2081 er 150 år siden, at den oprindelige vært Piet van Deurs blev født. Meget godt kan vi sige om ham, men det var nu nogle pænt kedelige ting fra håbløst forældede tidsaldre, han slæbte med i studiet. Det har vi valgt at rette lidt op på – og derfor er det hverken en flintestensøkse eller et hestebidsel, vi skal have gættet her i første runde. Det er i stedet denne her lille runde sag. Og Esben Haneskjold, dr. phil. i fortidskundskab med særlig interesse for musik, hvad er det? Jeg skal bede om tid, sted og anvendelse.
Esben Haneskjold:
Det er jo en interessant ting, du har fundet frem, Frank. Vi har jo gøre med en såkaldt cd, og for at kunne sige lidt mere om den får jeg brug for at høre indholdet. Er der mulighed for det?
Esben Haneskjold:
Ja, jeg vil starte med at udpege stedet. Man kunne tro, at disse asiatisk-klingende guitarer betød, at vi befandt os i Asien. Men vi er snarere i Europa. Godt nok er instrumenterne efter alt at dømme japanske, men de er helt klart sat ind i en vestlig musikforståelse. Taktarten er 4/4, og de slæbende rytmespor er ofte en bleg, ikke specielt groovy fortolkning af rytmikken i den såkaldte hiphop-musik, som den lød for 100 år siden. Stedet kunne meget vel være Tyskland.
Når jeg tør udtale mig så præcist om geografien, er det, fordi musikken afslører tiden ganske tydeligt. Lige efter det seneste årtusindskifte var musikerne i Morr-dynastiet i dyb krise. De vidste virkelig ikke, hvad de skulle gøre for at forny den stilart, de kaldte indietronica – og selv om denne her cd ikke behøver at være udgivet hos Morr, vover jeg ud fra den umiddelbare lighed med kunstnere hos Morr at være så præcis at sige, at vi er mellem 2004 og 2007.
Morr-dynastiet hørte hovedsageligt til i netop Tyskland, og den vesteuropæiske basis skinner tydeligt igennem. Som før nævnt lader de klimprende guitarer på det meste af pladen til at være af japansk afstamning, og i sig selv er det interessante, uventede lyde på en plade fra Vesteuropa. Der er nogle for et dansk øre fremmedartede, smukke momenter rundt om på pladen, men de japanske elementer kommer aldrig til at hænge sammen med den elektroniske rytmebund. De to ting virker sine steder til at køre helt uafhængigt af hinanden, og derfor virker Japan-inspirationen, inklusiv de pletvise japanske vokaler, mest af alt som påklistret kulturshopping.
Et par steder shopper kunstneren dog hos de engang legendariske My Bloody Valentine. Det lyder som en tro efterligning, men dog kun en efterligning. Andre steder er der forsøg på at skabe nynne-med-agtige poppede omkvæd, men de bliver aldrig spændende. Og blandt flere andre aspekter er dét med til at gøre anvendelsen svær at gætte.
Det er vanskeligt for mig at definere, hvornår musikken ville komme til sin fulde ret. Som vi kan høre, er cirka hvert andet nummer langt og lidt langtrukkent, fordi alt gentages og gentages. Det er kun, når de lange numre udvikler sig undervejs, at de bliver interessante, og det sker kun sjældent. Omvendt er de korte numre som regel for korte, fordi de ikke når at lyde anderledes end de andre korte numre: Der er bare et sløvt, tamt beat og noget ringlede asiatisk guitar, og de korte numre når aldrig at blive andet end kedelige.
Så desværre, Frank, jeg kan ikke rigtig gennemskue, hvad man egentlig skulle bruge den her plade til. Det asiatiske krimskrams er da pænt og yndigt, men hvor er den samlede pakke dog forudsigelig. Bortset fra dét, er mine andre gæt så rigtige, Frank?
