Television Personalities: My Dark Places

Kun få har internt i musikkens univers vundet større agtelse og indflydelse end den evige outsider Daniel Treacy. Siden den fremadskuende DIY-single fra 1977, 14th Floor har han flakket utilpasset rundt i periferien af rockhistorien, alt imens hans vingeslag har påvirket adskillige af hovedårens strømninger. Treacys musikalske testamenter har dog altid haft en særlig karakter af at foregribe tidens genremæssige tendenser, men i stedet for at blive længe nok til at modtage hæderen har han øjeblikkeligt brudt op for at søge nye uopdagede udtryk.

I 1990 forsvandt ikonet helt i skyggerne. Stoffer og fortvivlelse overtog styret i den slingrende færd. En overgang var han endda formodet død, indtil han, under afsoningen af en fængselsstraf på en båd ved Englands kyst, postede et indlæg på en fanside, der sagde “I’m OK”.
Efter 11 års mere eller mindre komplet fravær fra musikken vender Television Personalities så tilbage med dette album kaldet My Dark Places. En titel, der kan give et praj om den utilpassede Chelsea-drengs midlertidige opholdssted.

Selve værket består af 16 skudsikre ballader og fermt beskårede rocksange, der trods de kontante melodier stikker i alle retninger. Enkelte numre er skramlet lofi af den gamle skole, men langt hovedparten rummer en meget nutidig, diskret produceret lyd.

Dan Treacy har en stemme, man sent glemmer. På én og samme tid lyden af en bumset og usikker skoledreng såvel som arketypen af en desillusioneret pubdog. Det talende britiske stemmeleje og Victoria Yeulets ganske poetiserende backingvokal i albummets elektriserede passager gør, at man med rette kan spørge, om Treacy i virkeligheden ikke er det mandlige ophav til Mike Skinner (The Streets).

Det er få kunstnere beskåret at formidle følelser så blændende ærligt og uprætentiøst. Man får øjeblikkeligt mindelser om Daniel Johnstons næsten selvudslettende sjæleudkrængning. De to er beslægtede både angående det nøgne, umiddelbare musikalske udtryk og med hensyn til deres personlige og fordringsløse tekster. Men hvor Johnston er depressiv og skrøbelig, tenderende mod det infantile – ja, så er Treacy sprudlende, humoristisk og fandenivoldsk.

Der kan hentes eksempler fra den dystre og hjemsøgende “Ex-Girlfriend Club”, hvor den utilregnelige og sarkastiske Treacy runder af med linjerne »Have a nice day / I’m gradually turning gay / Welcome to my ex-girlfriend club« og andetsteds slipper af sted med »Don’t be fooled by the looks / I’m still Danny from the block.«
Trods det mundrette rim og det spydige lån fra JLo er der dog ingen opklaring i sigte. Treacys desperate bekendelser om rækken af ekskærester er hjerteskærende, mens postulatet om hans oprindelse trods referencen synes langt mere overbevisende end den glitterbelagte røvrysters.

Omvendt lyder sangskriveren overbrusende lykkelig og fuldstændig forelsket i nummeret “She Can Stop Traffic”, der simpelthen består af refrænet: »She can stop traffic / She can do magic / Life can be tragic but she can stop traffic« – med enkelte moduleringer, bevares. I sange som denne eller Treacys hyldest til sin egen inspirationskilde, “Velvet Underground”, bryder lyset frem med en utæmmelig og euforisk livsanskuelse.

Overordnet kan My Dark Places altså ikke opfattes som et rent smertens dokument. Dertil er glæden, kærligheden og de tindrende hverdagsfortællinger alt for stærke. Dog er de melankolske perler om Dan Treacys stadige position som det udenforstående, flakkende møl i overtal. Den uundgåelige blå time er hermed nået for Television Personalities. Herfra er der ingen, der kender vejen, og kun ét er sikkert: He’s not your typical boy.