The Charlatans’ nyeste album indledes med et funky og vanvittigt fængende klaver-tema, der danner omdrejningspunktet for deres seneste single “Blackened Blue Eyes”. Det tema gør, at man på ganske få sekunder bliver overbevist om, at The Charlatans stadig har noget at byde på. Singlen er en medrivende rocksang, der – som når Charlatans er bedst – både er melodiøs og nærmest overstadig dansemusik.
Det funky fortsætter i “NYC (There’s No Need to Stop)”, hvor energien bliver skruet en tand i vejret med et medrivende rytmisk drive. Her viser Charlatans, at de både har rødder i traditionel rock og i funk og soul, hvilket de også viser på store dele af pladen, der dog har nogle store kvalitetsmæssige udsving.
The Charlatans er en af den slags grupper, der aldrig helt har passet ind i tiden og på trods af en stor anerkendelse aldrig har fået det helt store gennembrud – i hvert fald ikke uden for hjemlandet England, hvor gruppen har en vis Godfather-status på indiescenen. De kom frem som en del af Madchesterscenen, men kom alligevel så sent, at de af mange blev afskrevet som medløbere til datidens trend, hvor Stones Roses var lige så toneangivende for lyden på den engelske musikscene, som Franz Ferdinand eller Arctic Monkeys er det i dag.
Senere fik gruppen lidt af en revival som en del af britpoppen, men var alligevel på det tidspunkt blevet lidt for gamle til for alvor at være en del af “scenen”. Så langt, så godt – og måske er det netop forklaringen på, at Charlatans bare har fået lov til at lave den ene plade efter den anden med deres egen lyd. Simpatico ligger da også rent musikalsk i fin forlængelse af de tidligere plader, selv om man dog fornemmer et lidt mere tilbagelænet feel, hvilket betyder, at man ind imellem godt kan savne energien fra Charlatans’ unge dage.
En nyskabelse i Charlatans musikalske landskab er, at de i to sange prøver kræfter med reggae. Første halvdel af “City of the Dead” lyder mere som UB40 end Bob Marley – den smager med andre ord mere af røvballerock med reggaelyd end af autentisk Jamaica-stemning. Når dette nummer alligevel ikke helt kan afskrives, er det på grund af et rigtigt smukt og melankolsk b-stykke. Det er bare ærgerligt, at man skal høre resten af nummeret for at høre dette. Langt bedre går det i det andet reggaeforsøg “The Architecht”, hvor reggaelyden i langt højere grad gøres til en del af Charlatans’ egen lyd.
Men det er ikke alt der er lige stærkt. “When the Lights Go Out in London” er et eksempel på den ovennævnte tilbagelænethed, og her lyder Charlatans mest, som om gassen er gået af ballonen. “Glory Glory” er en ret anonym halvakustisk ballade, og det er, som om den mangler alle de elementer, der gør Charlatans til noget særligt, nemlig det helt forrygende bandsammenspil, der det meste af tiden er omdrejningspunktet i musikken. “Glory Glory” er nedbarberet, og straks er intensiteten væk.
Intensitet er der derimod i fuld udstrækning på en anden af Simpaticos ballader, “The Road to Paradise”, hvor Tim Burges får lov til at folde sig ud som Manchester-crooner. Det er et forrygende nummer, hvor en lidt storladen ballade kommer ned på jorden igen på grund af det funky band, der danner baggrund. I Charlatans er det rytmegruppen og især bassen, der er styrende, og det fungerer endnu en gang på størstedelen af Simpatico.
På den måde er Simpaticoet tydeligt bevis på, at Charlatans langt fra er et udbrændt orkester. Der er mange gode numre på pladen, men den tilfører ikke noget afgørende nyt til Charlatans musikalske univers. Gruppen gør det meste af tiden dét, de er gode til, og de par steder, hvor de forsøger at stikke lidt af fra den karakteristiske lyd, fungerer det ikke rigtigt. På den måde er Simpatico et album, der er glimrende for kendere af gruppen, mens alle andre kan finde bedre steder at stige på.
