»Houston, Tranquility Base here. The Eagle has landed«. Den 20. juli 1969 landede Neil Armstrong og Buzz Aldrin ved Tranquility Base og betrådte månen som de første mennesker i historien. Siden da har ingen besøgt stedet – i hvert fald indtil for nyligt.
For efter at have tilbragt godt 16 år i et frembrusende, buldrende rumfartøj spækket med opskruet indierock er Sheffield-kvartetten Arctic Monkeys langt om længe nået frem til det imaginære Tranquility Base Hotel & Casino. Og her sidder Alex Turner så sammen med resten af besætningen og underholder hotellets gæster. For de gæster, der er kendere af bandet, er det en noget anden oplevelse, end de er vant til.
Tilbage i 2013 var Sheffield-gutterne aktuelle med AM, der var et album pakket med stadionrock og storhits, så da der kom nys om et nyt album fra Alex Turner og kompagni, havde de fleste nok forventet endnu en plade med masser af hitpotentiale, der kan bruges som ammunition til at sætte gang i deres rockhungrende fanskare, når bandet drager ud på sommertourné i det meste af Europa og Nordamerika.
Men med Tranquility Base Hotel & Casino disrupter Arctic Monkeys istedet fundamentet for deres fanskare ved at løfte foden fra speederen på det hidtil buldrende, indierockende rumfartøj. Bandet indtræder nu i en anderledes vægtløs tilstand, som en ny æra i deres musikalske virke, hvor den britiske kvartet nu beviser, at de er leveringdygtig i fritsvævende, Beatles-inspireret psykedelisk avantgarderock, mens forsanger Alex Turner har fundet inspiration i den franske kunstner Serge Gainsbourg, der var specialist i tvetydigheder og leg med ord.
Modsat AM, der var spækket med ørehængende hits, må man på Tranquility Base Hotel & Casino skue langt efter numre, der kan sætte gang i en fest. I stedet kan man glæde sig over et værk, der er spækket med psykedeliske, storslåede numre, der forlanger både tid og opmærksomhed. Giver man sig hen til pladen, vil man opdage et rigt lydbillede, der sender lytteren afsted i vægtløs tilstand mod Tranquility Base Hotel & Casino.
Egentligt minder det mere om Alex Turners sideprojekt, The Last Shadow Puppets, end hvad man tidligere har hørt fra Arctic Monkeys. Uanset hvem der er afsender på dette værk, så ændrer det dog ikke på, at det er en yderst interessant og velproduceret plade.
Foruden referencerne til Tranquility Base, gemmer pladen også på mange andre referencer – både musikalsk og lyrisk. Musikmæssigt er det især The Beatles’ Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band, som pladen giver associationer til, mens bagsiden af livet i showbizz ser ud til at være et hovedtema for Alex Turner, der indleder pladen første nummer “Star Treatment” således:
»I just wanted to be one of The Strokes / Now look at the mess you made me make (…) I found out the hard way / That here ain’t no place for dolls like you and me«.
Som sagt kan man ikke decideret tale om store radiohits på pladen, hvor de fleste numre lægger sig tæt op og ned ad hinanden med stemningsfyldte, underspillede melodier. Men nummeret “Four Out Of Five” skiller sig alligevel ud som pladens højdepunkt. Det siger jeg nok, fordi det er et nummer, der med sprøde guitarriffs og tunge grooves byder på lidt af det, der ellers har måtte vige for strygere, synths og cembalo på Arctic Monkeys sjette studiealbum. Og så lyder det simpelthen bare for lækkert, når Alex Turner folder sig ud i omkvædet og giver tacoen fire ud af fem:
»I put a taqueria on the roof, it was well reviewed / Four stars out of five / And that’s unheard of«.
Overordnet set er Tranquility Base Hotel & Casino isoleret set en yderst vellykket plade, der gemmer på masser af spændende referencer til fortidens store kunstnere. Og så kan det godt være, at det er langt fra den frembrusende indierock, som hidtil har kendtetegnet de fire britter, men med den her tur til månen og Tranquility Base er Arctic Monkeys nu også blevet et band, der kan byde på psykedelisk avantgarderock. Og det klæder dem ganske fint.
»Houston, Tranquility Base Hotel & Casino here. Four point five out of six to Turner and Co.«.
