Vi anerkender, at det måske nok er bedre at have én fugl i hånden end ti på taget – men ærligt talt vil vi langt hellere have de fjerklædte sangere proppet ind i den musik, vi går og hører. Og hér er redaktionens bud på en omgang god fugle-samplende musik. (21.04.06)Julen er hjerternes fest – og så må foråret være fuglenes. Hvis de altså ikke har været på charterferie i Portugal, har de siddet og klapret næb i tre måneder, mens alt, de har fået at spise, er størknet fedt og rådne æbler. Men nu hvor alt er grønt og friskt, pipper de lystigt derudaf. Og hvem ville ikke få lyst til at være lidt glad, når det endelig var slut med at spise fordærvet frugt?
Fuglenes sangglæde har inspireret masser af musikere gennem tiden – men hvorfor nøjes med at lade sig inspirere, når fuglefløjtene hænger derude i luften og tigger og beder om at blive optaget og brugt i musikken? Nej, vel? Her hos Undertoner anerkender vi, at det måske nok er bedre at have én fugl i hånden end ti på taget – men ærligt talt vil vi langt hellere have de fjerklædte sangere proppet ind i den musik, vi går og hører. Og hér er redaktionens bud på en omgang god fugle-samplende musik.
Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler.
 |
Martin Laurberg
 |
Kraftwerk: Autobahn (1974)
Når man hører Autobahn, er der måske en tendens til, at man holder sig til side 1 med det monumentale 20 minutter lange titelnummer. Men hvis man er ude efter fuglelyde, skal man lytte lidt til side 2, som også er superstærk, selv om den ikke er nær så berømt. Fuglelydene er i afslutningsnummeret “Morgenspaziergang”, som er en mærkelig computeralder/Biedermeyer-kogersang. Resten af side 2 er også fænomenal, især “Kometenmelodie 2”, der er et funky ambientnummer smurt ind i isnende synthesizer.
 |
A Hawk and a Hacksaw: s.t. (2004)
A Hawk and a Hacksaws debutplade er en outreret blanding af ustemt klaver, percussion, samples (f.eks. af fugle), båthorn og båndloops. Det lyder lidt som en mere udknaldet version af et soundtrack til en Chaplin-film eller en tegnefilm fra 40’erne. Man sidder hele tiden med en fornemmelse af ikke at fatte noget som helst, når man lytter til pladen, samtidig med at man alligevel ikke kan lade være med at blive helt optaget af den. Det er en virkelig god og meget unik plade.
 |
The Diodes: Released (1979)
Det her er mest for at have en rockplade med også, så det er måske lidt søgt. Men der er noget fugleagtigt ved de rumklangstilsølede kor på The Diodes’ powerpop-klassiker. Det er svært at afgøre, hvad det er, der gør denne plade så stærk. Bandet spiller ikke specielt energisk. Guitarriffsene er som regel ret corny, og trommespillet er nærmest tamt. Ikke desto mindre er det en mesterlig og meget stemningsfuld plade. Hittet “Tired of Waking Up Tired” er en evergreen.
| |
Jan Overgaard Mogensen
 |
Colleen: Everyone Alive Wants Answers ( fra Everyone Alive Wants Answers (2004))
“Der er så dejligt ude på landet”¦” Første nummer fra Colleens første cd kunne snildt være indledningsmusikken til det berømte eventyr. Guitaren klimprer, harpen klirrer, og noget, der lyder som en ukulele, danser tåspidsforsigtigt rundt. Den landlige idyl bliver med enkle, sarte pensler malet op. Som baggrund hører vi ikke en snadrende andegård, men et helt voliere af kvidrende fugle, der langsomt flyver længere og længere frem i lydbilledet. Her er sgu dejligt.
 |
David Toop: Silver Birds (fra Black Chamber (2003))
En hane galer i loop, en motorcykel kører forbi igen og igen, en diskret summen af mennesker på et marked i Chiang Mai – bare nogle af de få ingredienser i denne manipulerede field recording. Og så denne fuglekvidren! I sig selv varer den et par sekunder, men igennem 2 minutter og 23 sekunder, gentages den så mange gange, at fuglen ender med at blive det perfekte billede på, hvor irriterende redebyggende fugle kan være en søndag morgen kl. 4, og tømmermændene befaler én at sove videre.
 |
Monolake: Bicom (fra Cinemascope (2001))
Og som man ligger dér i tømmermandssved og drømmer uhyggelige drømme, kunne Monolakes minimalistiske musik danne soundtrack. Et enkelt beat og spacede lyde med masser af rumklang skaber en særegen stemning, der lugter fælt af dårlige varsler. Fra tid til anden gennemskæres den coole overflade af noget, der lyder som et panikslagent fugletræk på flugt fra den forestående atomvinter. Så der er kun én ting at gøre: Vamos a la playa!
| |
Jakob Lisbjerg
 |
The Radio Dept.: Lesser Matters (2003)
Svenske The Radio Dept. har nok lyttet til en hel del støjrock-plader fra start-90’erne, selv om svenskerne ikke larmer specielt meget. Under alle omstændigheder er sangskrivernes popører skruet rigtigt sammen her på debutalbummet. Fuglene kvidrer med i vejkanten, mens bilerne drøner forbi, i “Against the Tide”. Mens solen langsomt begynder at varme for alvor, trænger melankolien sig på, men håbet lever stadig i de små popperler.
 |
1 Mile North: Minor Shadows (2003)
Der er masser af himmel og fri udsigt til horisonten, lige meget i hvilken retning du kigger. Græsplanen er halvvissen, og for at få humøret lidt op begynder du at fløjte. Pludselig svarer en lille fugl dine fløjt, og en guitar træder ind i lydbilledet for at give mere retning til duetten i “In 1983 He Loved to Fly”. Territoriet er minimalistisk postrock som Labradford, hvor simple guitarlinjer er i front, og synthflader skaber stemninger underneden. Perfekt til kaffe og lunt mørke.
 |
Birdie: Triple Echo (2001)
Indrømmet – der er ikke meget fuglekvidder på dette album, men masser af musik, som lyder som en sensommerdag under åben himmel. Og så er der jo navnet… Birdie placerer sig musikalsk et sted mellem Belle & Sebastian og Saint Etienne, og slægtskabet med sidstnævnte er ganske naturligt, da hovedkræfterne Paul Kelly og Deborah Wykes mødtes, da de spillede som backingband for netop Saint Etienne. Triple Echo er simpel og trist retropop med danse-potentiale.
