“Sexteen is a concept record about fucking.”
Ovenstående er de første ord i pressemeddelelsen til den amerikanske kvartet Home’s nye album, Sexteen, men der skal nok heller ikke et geni til at regne ud, at pladen omhandler noget i den retning på grund af albummets titel, og sangtitler som “Teasin’ and Pleasin'”, “Juicy Ass”, “Straddle Me” og selvfølgelig “Fucking”.
Ordet ‘konceptalbum’ luger langt væk af prætentiøs og kedelig 70’er-rock, men det er Sexteen på ingen måde. Men hvis man forventer, at albummet på grund af sit tema er sexet, tager man ligeledes fejl. Sexet er noget nær det sidste, albummet er. Det har vist heller ikke været meningen, hvilket ofte kan anes via den sort humoristiske tilgang, bandet har til både tekst og musik. Så hvis man leder efter et soundtrack til en amourøs aften, er Sexteen slet ikke et fund.
Sexteen er overraskende varieret. Home har fundet plads til både støjende rock, følsomme ballader og mere regelrette popsange. Denne variation gør, at det bestemt er blevet en hel del lettere at komme igennem albummets 19 sange, end det ellers kunne være. Variationen til trods er albummet dog stadig alt for langt, og det ville bestemt ikke skade, hvis spilletiden på over en time blev kraftigt beskåret. Især den idiotiske og tomgangsprægede “Baby, Yeah” og den retningsløse rocksang “Tim’s Entry” trækker gevaldigt ned.
Home er bedst, når de er i det charmerende, skævt melodiske hjørne som i “Juicy Ass”, hvor et nærmest surf-agtigt guitarriff stjæler opmærksomheden. Sangen har ikke noget reelt omkvæd, men det er overhovedet ikke nødvendigt med et så iørefaldende riff.
Nogenlunde samme fremgangsmåde præger det ligeledes fremragende, men mere sære “Monkeybear”, hvor et yderst rustent guitarriff agerer omkvæd. Her er versene dog ikke nær så regelrette som på ovennævnte, idet de mest af alt lyder som en reciterende duet mellem en feminin Homer Simpson og en mere eller mindre hjernevasket ditto (!).
De resterende sange når på ingen måde op på siden af de to ovennævnte, men der er dog rigeligt med gode takter. “Teasin’ and Pleasin'” lyder med sine dobbelttrackede vokaler og fake strygere som noget, Phil Spector kunne have produceret, hvis han kun havde et yderst begrænset budget at arbejde med.
I “Raging Angel” lyder Home ikke ulig Jesus & Mary Chain i deres mest støjende øjeblikke, og i dette tilfælde klæder det bandet at skrue op for støjen, fordi de ikke glemmer at have en glimrende sang at støtte sig til. “Fucking” er noget mere behagelig at lytte til, end titlen antyder, fordi bandet pynter den glimrende popsang med analoge keyboards, der legesygt spreder hyggelige toner, som glimrende kontrasterer den diskrete dissonans, der også præger sangen.
Det er godt, at Home ikke er bange for at eksperimentere i deres sangskrivning. Det er bare ærgerligt, at melodimaterialet alt for ofte ikke er godt nok, hvilket især kan mærkes på de alt for mange ballader. Når Home i bogstaveligste forstand finder melodien, er de et overordentligt charmerende bekendtskab, men alt for ofte er sangene på Sexteen blot ligegyldige, og det er en skam, fordi talentet bestemt er til mere.
Lyt til “Bubble”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/bubble.mp3]
