Som en lidt sløv, lettere stenet og mindre nasal udgave af Julia Stone fra før hendes samarbejde med St. Vincent leverer Molly Hamilton sammen med anden halvdel af duoen Widowspeak, guitarist Robert Earl Thomas, sine sange om eksistensen; dét at være kunstner og hvad det betyder for ens tid og placering i verden. Hamilton selv har – på trods af at The Jacket er sjette album siden Widowspeaks debut i 2011 – været nødt til at tage arbejde på restauranter og caféer, omend det ligeså meget har været for at komme ud af en identitet som musiker. En identitet, der for Hamilton også kan være angstfremkaldende med presset for hele tiden at skulle forklare sig og stå på mål for sine sange.
Som allerede nævnt er det på The Jacket fortællingen om det fiktive band Le Tex, der binder albummet sammen. I hvert fald var det udgangspunktet for optagelserne, men hen ad vejen blev konceptet løsnet fra musikken, og resultatet er et mere løst sammenhængende portræt af et band, som til en vis grad bygger på Widowspeaks egen historie – med udgangspunkt i at opdage, at den energi, der til at begynde med bringer et band sammen, nogle gange er den samme energi, som også er med til at drive bandmedlemmerne fra hinanden igen. For Widowspeaks vedkommende er der samtidig dén krølle på historien, at trommeslager og medstifter Michael Stasiak forlod bandet efter debuten og en efterfølgende intensiv turne, men på The Jacket agerer han atter trommeslager – vist nok ikke som fast medlem – men han og den ferme bassist J. D. Sumner agerer tør og tight rytmegruppe på pladen, der derudover også byder på både klaver og fløjte.
Men lad os se på indholdet af The Jacket. Selve musikken. Det er virkelig et lo-fi udtryk, Widowspeak dyrker; helt ned på jorden og med en lyd, der til at begynde med kan føles lidt enerverende og ensformig. Hamiltons rytmeguitar kører løs med sine rene mol- og durakkorder, hele instrumenteringen afveksles ikke meget hen gennem albummet, og der brydes ikke ret meget med formatet. Og jo, det er da vældig charmerende, når Thomas indimellem snubler let i en solo, og at det ikke er taget om, er bevaret som et vidnesbyrd om fejlbarligheden og det anti-ekvillibristiske, der peger på en afslappet tilgang til musikken. Dette gælder i hvert fald de første par gange, man hører det, men så begynder det også at lægge sig ind på hylden, hvor det lidt ensformige udtryk ligger og mørner lidt i hjørnerne, der bliver bløde og føjelige, så enhver kant forsvinder.
Men Thomas rammer også ofte plet, især når han benytter sig af brede, lettere forvrængede og akkordagtige harmonier som en fed kontrast til den spinkle singleguitar, med toner så fine, tynde og tørre at de næsten lyder som blyantsstreger på et stort ark hvidt papir, hvor Hamiltons stemme hviskende lægger sine fraseringer henover, som et sløret lag af støv og tåge fra de store skove i den nordvestlige del af Amerika. Netop der hvor bandet oprindeligt kommer fra – dér hvor også en serie som Twin Peaks udspiller sig og næsten kan fornemmes i kraft af et lidt underspillet og mystisk element i musikken, som man lige skal have ind under huden, før det rigtig kan folde sig ud.
Først da kan man værdsætte de små virkemidler, der trods alt findes på The Jacket, og som giver musikken både afveksling og fremdrift, men samtidig også, underligt nok, kommer til at fylde, fordi alting er så lavmælt, som det nu engang er. Der er eksempelvis det rytmiske 4/4-delshåndklap på ”Forget It”, hvor også et nærmest sakralt lydende orgel er med til at skabe en diffus stemning af mystik og uigennemtrængelighed. På næste nummer, ”Sleeper”, giver keyboardet den med fuld new wave-lyd, som eksempelvis Steve Nieve ville have spillet den på sine første albums med Elvis Costello i starten af 80’erne. Også nummeret “Unwind” har en lille, catchy intro, der skaber variation, hvor lille den end måtte forekomme. Titelnummeret, der samtidig er tredje singleudspil fra pladen, viser tydeligere end albummets øvrige numre, hvorfor den hype, der er om bandet, måske er berettiget. Det er et stærkt nummer, omend det dog stadigt optræder i samme lavmælte tilskæring som resten af albummet. Det er kompositorisk flot bygget op med guitar og sang, der bærer versene på en bund af helt tilbagelænet rytmesektion. Guitaren veksler mellem det tunge og det fine, og langsomt skrues der op for intensiteten. Også her er det skæve, næsten ubehjælpsomme element til stede i musikken – især i outroen – men det fungerer, fordi hele opbygningen af nummeret sker med denne her stigende intensitet.
Ofte er det dog heldigvis sådan, at øret og sjælen først lige skal indstille sig på det, der strømmer ind, hvorved musikken vinder ved genhør. Med The Jacket sker der det, at det let enerverende synes at forsvinde. Fordampe. Eller implodere ind i musikken, og omvendt lade det charmerende og vedkommende vokse og blomstre som en stor fed fornemmelse af noget rart og velkendt, man har lyst til at svøbe sig i igen og igen.
På den måde er The Jacket alligevel et meget charmerende udspil fra Widowspeak.
