Det er de færreste af os, der kan huske det helt store fra vores fødselsår, men det er heldigvis ikke ensbetydende med, at der ingenting skete på den store musikalske scene. Undertoner har set tilbage på anbefalelsesværdige udgivelser, der ramte butikkerne, samtidig med at vi dumpede ned i barselssengen. (28.07.06)Der er naturligvis en række uomgængelige årstal i musikhistorien, der markerer en kreativ guldalder, hvor mesterværker fossede ud, og musikelskere verdenen over måtte overanstrenge ørerne for at (undskyld Finn Nørbygaard-ismen) være med på noderne. Ja, når man kommer til at tænke over det, har langt, langt de fleste år faktisk budt på mesterværker af den ene eller anden art. Og det er urimeligt svært bare sådan at skulle vælge, hvilke år man skal beskæftige sig med, så denne gang er narcissisme-kortet blevet spillet.
I denne måneds udgave af Undertoner anbefaler har vi nemlig vendt blikket mod vores egne respektive fødselsår og forsøgt at udvælge det bedste af vores musikalske jævnaldrende. Så er her en række bud på værker, der stadigvæk holder sig aldeles glimrende, samt en aldersmæssig indrømmelse fra os til jer.
Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler.
Mads Jensen
The Slits: Cut (1979)
The Slits bevægede sig hastigt væk fra punken med Cut. Reggae fylder næsten mere end punk. Det er en spændende blanding, som overraskende nok virker meget overbevisende. På Cut lyder det, som om de har fundet deres eget udtryk. Den lyse, dansende vokal siger post-punk, men melodien siger Jamaica. Nu hvor sommeren har indfundet sig, kommer Cut virkelig til sin ret, og den lyder ingenlunde 27 år gammel.
Siouxie & the Banshees: Join Hands (1979)
Om end Siouxie og kompagnis version af “Oh Mein Papa” lader noget tilbage at ønske, fremstår Join Hands som et af deres bedste albums. Lige fra åbningsnummeret “Poppy Day” bliver man revet med. Energien har aldrig manglet hos Siouxie & the Banshees og bestemt heller ikke her. Her kommer post-punken udover scenekanten og bliver medrivende. Post-punk, der kan bruges som festmusik. Det lyder som en selvmodsigelse, men er på Join Hands et faktum.
Joy Division: Unknown Pleasures (1979)
Mørket sænker sig over dit sind, i samme øjeblik du sætter pladen på. Man sidder med følelsen af at være faret vildt i en skov, mens tusmørket falder på. Guitaren og bassen virker som det forsvindende dagslys, der snarere skaber synsbedrag mellem træerne frem for at hjælpe dig til at finde tilbage. Ian Curtis’ vokal minder dig om, at det kun bliver mørkere. Man tilgiver hurtigt gruppen (og Ian) deres korte levetid, når de efterlod en sådan arv til eftertiden.
Kasper Würtz
Kliché: Okay Okay Boys (1982)
Et sjældent mesterværk i dansk musikhistorie og egentlig bedre end sin kanoniserede storebror, Supertanker. Lars H.U.G.s David Byrne-fraseringer står perfekt til melodierne, der både er indbydende og udfordrende på samme tid. Den kolde synthesizer og den skæve vokalføring skaber et mesterligt samspil, og sammen med de kyniske, men atomskræmte tekster fuldendes en fascinerende mekanisk humanisme. Okay Okay Boys må ubetinget være den allerbedste danske svanesang.
Associates: Sulk (1982)
Associates er højspændt dramatik, dystert hysteri og gode melodier, og det kræver lidt tilvænning at begå sig i universet. Men herefter kan Billy Mackenzies overjordiske vokal og multikunstnerens Alan Rankines konstante musikalske opfindsomheder næsten ikke anbefales nok, og Sulk spænder fra himmelsk pop i “18 Carat Love Affair” til det skingre og håbløse mørke i “No” til surreel soul i “Love Hangover”. Her er hele den musikalske madpyramide samlet, og man kan bare tage for sig.
Dexys Midnight Runners: Too-Rye-Aye (1982)
Selv om 80’er-poppen langt oftere er kendetegnet af fremragende singler frem for helstøbte albums, viste denne klassiker, at de to ting uden problemer kunne kombineres. “Come On Eileen” er stadigvæk uimodståelig med sit fantastiske violinbårne omkvæd, men også resten af albummet fremstår akkurat lige så melodiøst og viser, at der i høj grad var plads til et pop-album iklædt akustiske elementer fra folk og soul, i den ellers synth-fikserede tid. De keltiske soulbrødre er stadigvæk stærkt savnede.
Astrid Kirstine Dynesen
U2: War (1983)
War satte for alvor skub i U2s karriere, og med sideløbende, bastante ytringer fra Bono som “This song is not a rebel song – this song is Sunday Bloody Sunday” og “Fuck the revolution!” var der ikke nogen tvivl om, at U2 bevægede sig i en mere attitudefuld og politisk retning end på de to forgængere. Allerede nævnte klassiker og hitsinglen “New Year’s Day” er og bliver mindeværdige, mens “Like a Song” dog har forplantet sig i min hukommelse som et af 1980’ernes bedste U2-numre.
Pink Floyd: The Final Cut (1983)
Der er få stemmer, der som Roger Waters’ kan få én til at falde helt ned på den rare måde. Pladen med den paradoksale titel var den tolvte og sidste plade fra Pink Floyd som et samlet band, og numrene er gennemgående dæmpede og rolige, men samtidig gennemsyrede af en konstant og dybfølt intensitet. Anbefalelsesværdige er “The Post War Dream” og “The Gunner’s Dream”, der med deres slagkraftige omkvæd og mellemspil står stærkest på denne epokegørende udgivelse.
The Police: Synchronicity (1983)
The Police opnåede uden tvivl deres største, kommercielle succes med Synchronicity, der også blev kvartettens sidste album. At vi har fat i en klassiker her, er ikke til at misforstå, for med numre som “Synchronicity II” og “Wrapped Around Your Finger” afløser den ene ørehænger den anden – og så er det selvfølgelig svært ikke at lade sig rive lidt med af skæringer som eksempelvis all-time mega-slageren “Every Breath You Take” eller den mere sofistikerede “King of Pain”.