Pole har på sine seneste udgivelser ikke formået at gøre meget mere end at gentage sig selv og sin klassiske lyd af dub præget af skrat og hiss, selv om han har prøvet – blandt andet ved at tilføje vokal til sin dub. Derfor var det spændende at se, hvordan han ville være live. Heldigvis blev det ganske underholdende at se den efterhånden midaldrende Stefan Betke skrue op for tempoet og spille en slags hurtig dub-techno.
 |
Det var faktisk kun Betkes første nummer, som var nede i tempo, og hvor han på lidt malplaceret vis brugte nogle høje hi-hat-effekter nærmest uden for rytme. Betke skiftede rytmer og tempo, så hans sæt blev varieret, selvom det meget var de samme lyde, han brugte.
Den hiphop-inspiration, som prægede Poles selvbetitlede album, var der ikke meget af – det gjorde dog ikke så meget. Mere ærgerligt var det, at Betke ikke spillede så lang tid.
Canadiske Deadbeat alias Scott Monteith skulle nemlig overtage scenen, inden han og Betke skulle spille et sæt sammen som D&P. Deadbeat har udgivet et par album på netop Betkes selskab ~scape, og der er klar sammenhæng mellem de tos musikeres udtryk. Men Deadbeat er mere pumpende, mere monoton og indimellem også nærmest Cafe del Mar-agtig. Live viste Monteith dog også, at han sagtens kan spille mere dub, end hans tørre, pumpende lyd ellers lægger op til. Der var sågar inspiration fra reggaeton at finde, men alligevel var hans lidt lange sæt mere stillestående end Poles, selv om Deadbeat nok nåede at bruge flere forskellige elementer i musikken.
 |
Deadbeat og Poles fælles sæt var en underlig affære, og virkede nok bedre på papiret (og på plade) end i virkeligheden. Sammen satte Pole og Deadbeat et beat i gang, og så improviserede de to musikere ellers hen over – mere eller mindre – samme trommerytme i en halv times tid. Problemet var, at da beatet først var sat i gang, var der ikke mulighed – eller de benyttede sig i hvert fald ikke af det – for at ændre hastigheden på musikken, hvilket gjorde sættet ret ensformigt. Og så virkede det, som om de to musikeres lyde ikke var blevet indstillet rent niveaumæssigt, inden de skulle spille sammen. Det gjorde tit lydbilledet rodet, og druknede også Deadbeats forsøg på at lægge finere detaljer ind i musikken – det var i hvert fald, som om det mest var Betke, der styrede slagets gang, selv om han så mindst engageret ud.
JL
Dub Tractor
Det var begrænset, hvor mange folk der opholdt sig udenfor i den stilfærdige søndagsregn. Til gengæld var stort set hele gulvet foran scenen fyldt op, og der var vel et par hundrede tilhørere – ret imponerende.
 |
Det ville til gengæld være at stramme den at hævde, at Anders Remmer alias Dub Tractor ligefrem imponerede. Men omvendt var Remmers lige knapt timelange sæt ikke skuffende – det var bare, lige hvad man kunne vente sig. Dub Tractor-pseudonymet har efterhånden 13 år på bagen, og på de seneste plader har Remmer forfinet en tør, dub-influeret electronica, som på Hideout fra sidste vinter flirtede med shoegazer-inspireret indiepop.
Lige netop den blanding var velegnet som søndagsmusik, og der var dømt mere afslapning end nærlytning. De fleste af numrene mindede nemlig meget om versionerne fra Hideout, så det var kun et par nye numre, der for alvor gjorde det værd at lytte grundigt. Det ene af dem blev domineret af akustisk guitar, og hen mod slutningen dukkede fyldige klangflader op og åbnede døren til et mindre minimalistisk lydunivers.
Dub Tractor bød også på et nyt, mere upbeat nummer, og det var rart at høre ham være lidt kæk. Det kan man nemlig ikke rigtig beskylde hans live-setup for at være. Godt nok er han (som en ældre udgave af Khonnor) begyndt at synge i en computermikrofon – men det lød mistænkeligt meget, som om han havde vokalspor med hjemmefra og kun tilføjede et tyndt ekstra-lag af vokal. Dét kunne man så være irriteret over – eller også kunne man bare læne sig tilbage og nyde, at Remmer stadig kan sit kram, når det gælder vuggende dubtronica.
(MA)
Læs også Undertoners anmeldelser af:
Pole: Steingarten
Deadbeat: New World Observer
Dub Tractor: Hideout
