Plader

Strountes: s.t.

Skrevet af Lasse Bertelsen

Hvad sker der, når man samler musikere med hver sin indgangsvinkel til musik? Som oftest er der én eller flere, der vil forsøge at sætte dagsordenen, og det er netop, hvad Mats Gustafsson har gjort i sit samarbejde med Anla Courtis fra Reynols og Maria Ericksson fra The Concretes.

I 1955 udgav den store svenske digter Gunnar Ekelöf en række tekster under titlen Strountes. Disse tekster, såvel digte som minimal prosa, bar alle præg af en underfundighed, et begreb om nonsens og en leg med ord. Disse kodeord er alle parallelle med trioens Strountes’ musikalske projekt. Bandet består af Maria Ericksson fra det svenske indieband The Concretes, den højt respekterede jazz-/noise-saxofonist Mats Gustafsson, der har arbejdet tæt med bl.a. Sonic Youth og Jim O’Rourke, og det mere ubeskrevne blad Anla Courtis, som dog har studeret under Robert Fripp (King Crimson) og spillet med hardcore-minimalisten Pauline Oliveros.

Trioens udgangspunkt er en legende tilgang, hvor det nedbarberede i trioens form bliver udnyttet, idet rummet omkring og i selve musikken bruges som en enestående kvalitet. Der opstår en naiv absurdisme ud af den føromtalte nonsensformel, hvor folk, singer/songwriter og impro-jazz og lydkunst ramler forholdsvist tilfældigt sammen som mennesker i en væltet bus.

Den musikalske legestue finder man såvel i arrangementerne og instrumenteringen som i tonevalget og produktionen. Sangenes skabeloner står for sig selv og byder som oftest på repetition med enkelte kontrapunktiske afvigelser, hvor Ericksson bringer mindelser fra hendes egentlige bagland, popmusikken.

Der er en stor spændvidde i instrumenteringen, idet de respektive musikere betjener mindst tre instrumenter, og det er vel at mærke uden nogen form for percussion eller æg. Strengeinstrumenterne indtager en førerposition på pladen, hvor drone- og improvisationsmulighederne i blæsere (primært saxofon) og elektronikken bliver underlægning eller deciderede gearskift mellem kompositionerne.

Sangene bevæger sig igennem tre spektre på Strountes’ debut, og disse er tre forholdsvist svært håndterbare skabeloner. Vi bliver præsenteret for ellers helt ordinære folksange med catchy fraseringer og popsensibilitet, der undervejs bliver konsekvent modarbejdet af diverse droner og andre lydkilder. Der er ikke tale om decideret glitch, men den udprægede atonalitet, som Gustafsson og Courtis dyrker, står som en omvendingsæstetik, der bringer lytteren fra skønhed til afskyelighed og tilbage igen på få minutter. Maria Erickssons smukke fingerspil i sange som “Sing Sit Here” og “I Turn in the Room Sleepless” får eksempelvis modspil af Gustafssons improvisation eller støvede saxofondroner.

Den anden type komposition, der optræder på pladen, er vignetter, hvor strengeinstrumentet bliver udnyttet til sin egenart og stillestående strumming. De små klirrende strenge bliver akkompagneret af Erickssons svævende og ordløse vokal, glitch-agtige samples og en mere melodisk, men dog stadig stillestående saxofon.

Strountes dyrker også egentlige støjkollager, der trækker tråde til japansk noise, Jim O’Rourke og sågar Yoko Ono. Det bedste og mest vellykkede eksempel er “I Hate Being in Love”, der fremstår som et decideret impro/noise-hit(!). Maria Ericksson improviserer videre fra én melodisk og tematisk frase (nemlig titlen) og blander tyggegummipop og jazzfraseringer ind i de bassede støjkulisser, der tungt og vanvittigt indrammer selve kompositionen.
Disse kulisser reduceres, som tiden skrider frem og til slut ender kompositionen i en blanding af højfrekvent barbermaskine-lyd og ren feedback, og tilbage sidder man og glor på sine højtalere. “I Hate Being in Love” er pladens højdepunkt og viser mulighederne i denne freeform-konstellation.

Desværre er det meste af pladen retningsløs og stimulerer ikke lytteren. Dette kan ofte være et problem for avantgardestrategier, hvor intentionen og teorien fylder mere end musikken. Men når det så er sagt, er det vigtigt at huske på de unikke øjeblikke, som Strountes formidler på formidabel vis. Især Mats Gustafssons spilleglæde såvel live som på plade skinner igennem dette værk, hvor den utrænede lytter med hang til popmusik måske vil kunne lære avantgarden bedre at kende via de intenderede popmusikalske elementer, der primært må stå for Maria Erickssons regning.

★★★☆☆☆

Leave a Reply