I Undertoners anmeldelse af det seneste moi Caprice-album, You Can’t Say No Forever, blev deres lyd beskrevet som “storbylængsel”. Den beskrivelse passer rigtig godt. Deres indiepop er melankolsk og meget drømmende, hvilket teksterne matcher.
Musikken passer perfekt til en spadseretur gennem en tusmørkeomfavnet storby i efteråret. moi Caprice drømmer om kærlighed, om højt til loftet og først og fremmest om noget andet. Kærligheden har det ikke godt på The Art of Kissing Properly, men håbet om den lever. Det er en trist, men alligevel behagelig plade, som man har svært ved at få nok af.
Vokalen smyger sig behageligt langs instrumenterne og fungerer på den måde selv som et sådant. Michael Møllers vokal er en fornøjelse at lytte til, og den er gennemsyret af samme længsel som musikken og teksterne. I princippet kunne man altså sagtens nyde pladen, uden at teksterne var noget synderligt. Verdens mysterier opklares da heller ikke undervejs, men det er nærværende tekster, der længes – længes efter kærlighed.
Og netop kærlighedeen er, som titlen antyder, temaet for albummet. Det handler om et forhold, hvor parret glider fra hinanden, og det handler om at ønske, at man kunne tage sig sammen til at prøve at få fat i pigen, man er forelsket i.
Det sidste gør sig f.eks. gældende i “For Once in Your Life Try to Fight for Something You Believe In”, som der også synges i sangen. Titlen refererer til den stemme, der fortæller én, at man skal prøve lykken, om det så brister eller bærer. Eller rettere: Man prøver ikke, selv om man ved, man bør. Melodien understreger vemodet.
Musikken er behagelig, men nærværende og involverende drømme-pop. Numrene flyder sammen til en helhed, hvilket på nogle udgivelser betyder, at pladen bliver kedelig i længden. moi Caprice har imidlertid succes med at skabe et univers, man blot vil længere ind i.
Hvis man lægger sig på sofaen for at lytte til The Art of Kissing Properly, kan man godt døse hen, men det er ikke, fordi musikken er kedelig. Den er bare så sfærisk, at den får lytteren til at slappe af og giver tankerne frit løb. Derfor kan man godt risikere, at man småsover, når pladen er slut – men man drømmer sødt.
Lyden på albummet minder en del om de tidligere udgivelser. Den fejlede heller ikke noget, så der er naturligvis ingen grund til at ændre for meget på den. Her virker den dog mere helstøbt. Lyden er mere konsekvent hele albummet igennem, og det klæder det.
På den måde lykkes det på The Art of Kissing Properly at få teksterne til at gå op i en højere enhed med vokal og musik. Det hele smeltes sammen til en smuk og melankolsk drømme-indiepop-udgivelse. Selv albummets artwork passer perfekt sammen med det univers, moi Caprice skaber med deres lyd.
moi Caprices hyldest til den evige længsel, som et melankolsk sind besidder, er yderst vellykket. Det er en plade, man får lyst til at høre igen og igen – og samtidig bliver man gladere for den hver gang, den sættes i afspilleren. Det eneste lille ankepunkt er, at albummet er en så naturlig forlængelse af det tidligere, at der for så vidt ikke er meget nyt i det. Hvis karakteren skulle have været helt i top, skulle moi Caprice i højere grad have udforsket nye territorier. Ikke desto mindre er det et rigtig godt album fra et rigtig godt band.
