Plader

moi Caprice: You Can’t Say No Forever

Først og fremmest er det et ganske gedigent popudspil, moi Caprice serverer. Sangene er iørefaldende, og blandingen af det naive, teatralske og melankolske fremføres med sikker hånd. Til gengæld overspiller bandet ambitionerne lidt for meget på flere numre. En præstation pænt over middel.

Er der gået lidt metaltræthed i trangen til Saybia, og har man højt til loftet, bør man overveje at give danske moi Caprice en chance. Den unge kvartet, der for nylig er blevet en trio, har godt nok klynkeformlen med i bagagen, men det er uden de patetiske skrig og skrål, som man i højere grad oplever hos de fynske kollegaer.

Gareth Jones – der tidligere har mixet for Depeche Mode og Nick Cave – har siddet ved knapperne, og om han har fået sig en lille blunder i ny og næ vides ikke. En af svaghederne ved You Can’t Say No Forever er i hvert fald, at der er en anelse for meget fyld. Ambitionerne er der, men flere af numrene kunne godt bruge lidt less is more-krydderi.

Et eksempel på dette er afslutningsnummeret “Be Kind to My Mistakes”, der ud over at vare over ni minutter, også kører alt for meget rundt i samme spor. Programmeringerne er alt for monotone, og selv om Michael Møllers blide vokal er behagelig, sker der for lidt. Tilførelsen af et seks-mands kor løfter naturligt nok stemningen, men problemet ligger i lydbilledet, eller rettere manglen på samme, og så den unødvendige støjflade på flere minutter.

Til alt held indledes ‘den svære toer’ med et solidt popnummer: “My Girl You Blush” rammes fint ind af Michael Møllers falset, der poetisk svæver mellem det naive og det eventyrlige. Han er en sand drømmer af Guds nåde, og ofte rammer han plet med sine tekster, i et univers hvor det ellers er let at få våde sokker. Musikken sættes sammen af lige dele guitarstød og storladede keyboardflader tilsat stryger og horn, som både er luftige og smagsfulde.

Lige så iørefaldende er “When Cushions Were Softer”, der emmer af melankoli og længsel. »A spitting resistance within kissing distance / with a dream behind laughter / of when cushions were softer / you sit by the door / as ashtrays get filled with millions of axes / but no one to kill.«
Keyboardene løber om kap for at stå forrest i lydbilledet, og den hakkende guitar giver et fint modspil til Michael Møllers vokal, der lader falsetten få en lille pause.

Et andet glimrende nummer er “I Dream of Cities”, der endnu en gang bygges op omkring programmeringer, keyboards og guitar. Den rummelige og storladne lyd står godt mål med temaet om storbylængsel. Den energi, bandet omdanner, giver både tyngde og ballast, så lydbølgerne står i kø for at komme til at lyde bedst.

Tempoet sænkes en anelse på pladens første maratonnummer “Through Loopholes With Love”, der i knap ni et halvt minut, placerer sig et sted mellem ballade og vuggevise. Igen skeler man til uret og tænker ‘hvorfor?’ Bevares, nummeret er ikke kedeligt som sådan, men moi Caprice er nu en gang bedst, når eftertænksomheden får modspil af fyldige popkompositioner og masser af programmerede lydbilleder, der forener det unge og naive med det legesyge og prætentiøse.

Desværre indeholder You Can’t Say No Forever ikke et bastant og stormfuldt nummer som “Girls in the Trees” fra debutten Once Upon a Time in the North. Men mindre kan også gøre det.
“Tonight Might Prove to Be Your Only Chance” tager virkelig favntag om sin lytter og viser, hvor gode moi Caprice kan være, når popkanonen køres i stilling. De lystige akkorder, delikate keyboards og lækre strygere fører lytteren ud i drømmeland. Rent ud sagt et skidegodt nummer, der efterfølges af den afdæmpede og hjerteskærende “Thieves Like Us”, der fylder følelsesglasset helt op uden at spilde. »We fear no guillotines / electric chairs, no torture chambers / All we fear is love.«

Singlen “To the Lighthouse”, der med masser af synth og guitar satte en fed streg under bandets hitpotentiale, er efter mange omgange på anlægget stadig et både fyldigt og lyrisk traktement af den velsmagende slags. »So many guillotines and yet I have never lost my head.« Det er skrevet med fjer fra en flyvefærdig fugl, der ikke blot mestrer dualiteten, men også kreativiteten. Banalt? Måske. Men det fungerer i hvert fald i min afspiller.

moi Caprices debutplade var forfriskende og intens, og udtrykket er ikke helt så varieret på You Can’t Say No Forever. Til gengæld har opfølgeren mere fylde, der dog kammer en anelse over i det svulstige. Ideerne er gode – flere steder rigtig gode – men der er til tider lidt for mange spillere på banen. Det bliver interessant at se og høre 3. akt.

★★★★☆☆

Leave a Reply