Med Devendra Banhart i spidsen har det nye årtusinde budt på en stigende interesse for en yngre generations bud på, hvordan folkgenren kan lyde. En af dem, der trådte frem i opmærksomhedens spotlys var den unge amerikaner Joanna Newsom, som skilte sig ud ved at erstatte den akustiske guitar med harpen, og som desuden havde en stemme, der efterlod lytterne enten betagede eller rædselsslagne. For de førstnævnte var The Milk-Eyed Mender en spartansk perle, der bød på snørklede fortællinger og indtagende melodier.
På sidste års Roskilde Festival gav Newsom prøver på en længere og mere kompleks sangstruktur, der flere gange strakte sig over 15 minutter. Denne nye retning betyder, at Ys (udtales ’ees’) trods en spilletid på over 55 minutter kun indeholder fem numre. En anden betydelig ændring er tilføjelsen af et symfoniorkester, der i legenden Van Dyke Parks’ kyndige hænder giver lydbilledet et helt nyt farvespektrum – uden at skygge for Newsom. De silkebløde arrangementer rækker momentvis nærmest gennem stratosfæren for at rokere rundt på stjernebillederne, så man allerede tre minutter inde i albummet fornemmer, at noget vil have ændret sig, når lyden af Ys toner ud.
“Emily” er en musikalsk magtdemonstration og står som et af de allersmukkeste åbningsnumre, jeg har hørt. En kalejdoskopisk vekslen mellem den glaslette harpes melankoli og letsind, tilsat grandiose strygere, styres af Newsoms vokal, der som et sikkert kompas styrer sangen op på alle de højeste bølger, uden at den nogen sinde kæntrer i kaos.
Og det ikke kun på det melodimæssige område, at den unge amerikaner viser sig kvalificeret til at fylde det enorme himmelrum, som strygerne rækker ud efter. Tekstmæssigt er her fabler, visdom og poesi nok til at fylde et par biblioteker. Det hele hænger så imponerende godt sammen, at det er umuligt at eksemplificere uden at fremhæve en længere tekstdel, hvilket en smuk passage i “Emily” demonstrerer: »You taught me the names of the stars overhead / that I wrote down in my ledger / though all I knew of the rote universe were those Pleisades, loosed in December / I promised you I’d set them to verse so I’d always remember / that the meteorite is the source of the light / and the meteor’s just what we see / and the meteoriod is a stone that’s devoid of the fire that propelled it to thee.«
Modet til at gå fra den minimalistiske debut til denne næsten barokke efterfølger er bemærkelsesværdigt og vidner om et talent, som rent faktisk står mål med ambitionerne og er i stand til at skrive numre store nok til at rumme de eventyrlige arrangementer. Genklangen af storslåede og symfoniske mesterværker fra Nick Drake tages op og giver ekko i Newsoms sange, samtidig med at sangenes labyrintiske sammensætninger får de stemningsmæssige nuancer til at hvirvle omkring.
“Monkey & Bear” lægger ud med en lille intro, der lyder som en nyopgravet sang, som oprindeligt blev skrevet til en sukkersød pigegruppe i 40’ernes USA, og Newsom bruger denne anakronisme til at søsætte endnu en surrealistisk fabelhistorie fra en helt anden tid. Igen viser strukturen sig at være ganske krævende, men den garanterer samtidig, at der ikke er et kedeligt øjeblik i den ni minutter lange fortælling, som skinner med samme storslåede lys som den ærefrygtige åbner.
Det er ikke kun sangskrivertalentet, der har taget syvmileskridt siden debuten. Det største fremskridt er den kontrol, som Joanna Newsom har fået over sin særegne stemme, der er modnet utroligt meget og er noget nær pladens største aktiv. Jeg har ikke tal på antallet af gange, hvor gåsehuden er strømmet frem, når albummets klimaks “Only Skin” har nået sit tidlige højdepunkt, hvor Newsom sprænger sit stemmeregister og med en overjordisk smuk vokal synger »the seagull weeps ’so long’.« Igennem næsten 17 minutter jonglerer Newsom igen med følelserne. Som et kardiogram går sangen fra Disneyske strygerhøjder og helt ned i et mere skrøbeligt og jordnært leje. Desuden får hun her lidt vokalt modspil af Bill Callahan fra Smog, hvilket giver harpenisten endnu en stærk streng at spille på.
Det er virkelig svært at finde svagheder ved Ys. Det kan måske nævnes, at “Sawdust & Diamonds” ikke helt når samme højder som de øvrige fire numre, uden at sangen dermed skal afskrives som dårlig. Det er bare en skønhedsplet, der står som et pausekomma i eventyr af en anden verden. Selv om det var Devendra Banhart, der fik rollen som bannerfører for den nye folkgeneration, blev det Joanna Newsoms hænder, der først rørte milestenen med dette modne og episke mesterværk.
