22. april sidste år spillede DAT Politics sin seneste koncert i Danmark.
364 dage senere er de tilbage igen – og endnu en gang bliver det på Fabriken, at de udfolder deres gakkede og voldsomt anarkistiske electropop.
“DAT Politics har aldrig før lydt så meget som soundtracket til en sodavandsfest på et fritidshjem – eller for den sags skyld som Le Tigre i en Hits for Kids-udgave,” lød vores dom over 2006-pladen Wow Twist. Det var ikke nødvendigvis en uforbeholden ros af pladen, men i live-sammenhæng er DAT Politics som oftest en større oplevelse end på plade.
Så på gensyn d. 21. april. Vi tager chancen og spår, at der ikke bliver sparet på heliumstemmerne undervejs. De kan lyde således.