Den 23. Februar kl. 20:00 giver den ukendte legende Charles Hayward koncert i Radiohusets studie 4. Hayward er nok mest kendt for sit originale trommespil i metapunkgruppen This Heat, der med sin sparsomme produktion knyttede bånd mellem progrock og (post)punk i overgangen mellem 70’erne og 80’erne.
![]() |
Som solokunstner bevæger Hayward sig som beatet selv, når han med dynamisk trommeimprovisation og tidsforskudte melodier indbinder sine klangbaserede kompositioner. I sammenhæng med den samlede udgivelse i 2006 af This Heats bagkatalog vil det i hvert fald blive spændende at se, hvilke brydninger i rockmusikken Hayward formår at tilbyde det danske publikum.
Hvis man ikke har muligheden for at opleve trommernes troldmand denne aften, kan man trøste sig med, at koncerten vil blive optaget i studiet og ved en senere lejlighed blive transmitteret i Radium på P2.
Billetter kan købes i de københavnske pladebutikker Sound Station, Circles og Route 66.