Nyheder

Tarwater smiler til edderkopperne

Engang var Bernd Jestram og Ronald Lippok med i det berlinske punkband Ornament und Verbrechen, en hilsen til den tyske arkitekt Adolf Loos, som i et essay af samme navn argumenterede voldsomt imod alle former for pynt i arkitektur.
I mere end 10 år har Jestram og Lippok været en duo med navnet Tarwater. De spiller ikke arkitektur-inspireret punk længere, men i deres sløve, nærmest hypnotiske postrock har der til stadighed været plads til intellektuelle referencer.

Sådan har det i al fald været på bandets fem tidligere plader, som d. 23. april bliver fulgt op af Spider Smile. Albummet beskæftiger sig ifølge Tarwaters Myspace-side med USA set fra mange vinkler. Indtil videre kan vi i hvert fald via tracklisten udpege henvisninger til såvel Hollywood som Edgar Allan Poe:

1. Shirley Temple
2. World of Things to Touch
3. Witch Park, a Marriage in Belmont
4. Roderick Usher
5. Arkestra
6. When Love Was the Law in Los Angeles
7. Easy Sermon
8. Sweet Home Under White Clouds
9. When Tomorrow Comes

Leave a Reply