Der er gået fire år, siden High Llamas udgav deres seneste album, Beet, Maize & Corn. Men stilen er helt den samme som altid, og Sean O’Hagan fortsætter på bandets ottende album Can Cladders med at lege popsmed af den gamle Beach Boys-skole. Med svingende held.
Basisinstrumenterne på albummet er piano, bas, trommer, orgel og strygere, og i modsætning til de tidligere High Llamas-album har Sean O’Hagan skruet ned for brugen af banjo, der ellers har været hans signaturinstrument. Men han formår alligevel med disse få midler tillagt nogle smidige vokalarrangementer at levere den vare, man forventer, når der kommer nyt fra High Llamas.
Can Cladders åbner med det mest ørehængende nummer på albummet. “The Old Spring Town” er en formidabel duet mellem Sean O’Hagan og et kvindeligt kor, hvor ordene, man synger på cyklen gennem byen, er »How many times have you been to Mexico?« – tilsæt en flok Walt Disney-strygere og 60’er-pop, og du er ved at have opskriften på, hvordan nummeret giver humøret en ekstra tand opad.
Denne smittende form for musik når Sean O’Hagan og resten af High Llamas ikke over de næste 35 minutter. Højdepunkterne er “Honeytrop” med sit polka-vers, der desværre ikke helt får modspil i resten af nummerets elementer. Titelnummeret “Can Cladders” har et element, man ellers savner: En kvindelig vokal giver O’Hagan modspil i en sød duet. “Dorothy Ashby” er endnu en sjæler, der er godt nede i tempo, inden man når til “Rollin'”, der har lidt af sing-along-følelsen fra åbningsnummeret – her kan man cykle og skråle »We say ‘hi!’ to the rivers and the mountains.« Fantastisk.
Men der er også en del problemer med tomgang på albummet: “Winter’s Day” kører bogstaveligt talt i ring på grund af et ideforladt, monotont omkvæd. “Clarion Union Hall” lider lidt under samme problem, men her er det verset, der ligesom ikke kommer ud af stedet. Dette nummer har dog fantastiske håndklap.
De små, instrumentale vignetter, der deler albummet op og skaber luft, trækker flowet ud af albummet og har heller ikke en positiv indvirkning på albummets helhed.
Forventningerne til en High Llamas-udgivelse bliver egentlig fint indfriet med Can Cladders. Det er et ganske rart album at lytte til, men der er lidt for mange svipsere til, at albummet er oppe blandt de bedste High Llamas-udgivelser. Og man kan spørge sig selv, om Sean O’Hagan måske burde forsøge noget nyt? Bevares, han er god til det, han gør, men som dygtig komponist og musiker burde han måske udfordre sig selv – der kunne nemlig komme noget udfordrende ud af det, som vi lyttere kunne nyde godt af.
