Som et popdestillat af Big Star og Alex Chilton kørt igennem et Kim Fowley-produceret reverbunivers af røvballe stiger White Fence til vejrs. Og et godt stykke tilbage mod jorden igen.
Opstigningen sker i bund og grund, fordi det er lykkedes White Fence at finde en kerne af melodiøsitet midt i al den påtagede vintage-hed, bagmand Tim Presley så ømt dyrker pladen igennem. Med både tonsvis af reverb, klichétunge guitarlicks omkring simple akkordrundgange, tapedelay og tågede vokalharmonier (med sig selv, naturligvis), er der stadig lyspunkter så klare, at det tangerer klassikermateriale.
Halvdelen af pladen består af sammenblendede emulsioner af lige dele Beatles, Love og førnævnte Big Star med et snert af jangle/country/folk. Ikke så meget i lyden, der er decideret påtaget smadret (hence, Kim Fowley). Et udtryk, der ikke længere eksisterer på grund af tekniske og økonomiske mangler, men udelukkende af æstetiske hensyn. Inspirationen er derimod tyk, når det kommer til melodimaterialet.
“Growing Faith” slæber sig af sted som en efterladt McCartney-fodnote, “Harness” er Nuggets-punket på den helt rigtige måde; vokalharmonierne hænger med nød sammen, og guitarsoloen er fuzzladet og primitiv. “You Can’t Put Your Arms Around a Memory” er The Byrds-jangle med et uforglemmeligt hook, ligesom “When There Is No Crowd” er slæbende blueset ikke helt ulig noget, der kunne have været optaget af Alex Chilton i en af de mere mærkværdige perioder af hans produktion. Og med fin timing midtvejs lyder det i “Lillian (Won’t You Play The Drums)”: »I am the entertainer…«. Og så lader Presley ellers det hele flyde over i fuzz og rumklang. Men det er ikke, fordi hele pladen ligger hengemt i et dynd af hipness med det helt rigtiget Instagram-filter hen over sig.
Lyspunkterne kommer, når White Fence vender bøtten på hovedet, vover at sætte fascinationen af inspirationen til side og lader sin egen idérigdom råde. En af de undtagelser er “The Mexican Twins / Life is… Too $hort”, der, som titlen antyder, bumler hiphoppet afsted med pitchet vokal over et komplet væltet legetøjsbeat, der lyder, som om det var fremtryllet fra de nederste magnetlag af et gammelt bånd overspillet tusinde gange på en Fisher Price-optager. Lige indtil sangen opløser sig i en børnevise af samme format, som John Lennon kunne have lavet den post-Beatles. Med gøglet fløjte og hele arsenalet af langhårede hippievirkemidler. Det er elegant og vedkommende. Det samme er “Get That Heart”, hvor tempoet er skruet i vejret, og guitarfigurerne føles mere frie end ellers.
Jeg har i lang tid været af den opfattelse, at der ikke bliver udgivet noget decideret dårligt på Woodsist-selskabet. Og jeg vil stædigt holde fast i, at White Fence ikke er den plade, der gør, at jeg mister troen på den kuration, som så tydeligt skaber sammenhæng i det, der bliver stemplet med hånden med øjet på. Det er godt, at der stadig er plads til White Fence efter den – mere eller mindre store – succes, bands som Real Estate og Woods har fået. Men der skal ikke mange flere plader til, før det bliver gennemskueligt. Med det yderste af neglene når White Fence at komme med, inden netop den gren af selskabets output bliver for meget. Og godt for det.
