Finsk/fransk duo gæster Århus og København i april.
Kombinationen fransk/finsk holder vi meget af hos Undertoner. Derfor var det også glædeligt at finde ud af, at Mi & L’au kommer til Århus og København i april.
Den 16. april kan du passende fejre majestætens fødselsdag med et twist af det finere franske på Voxhall i Århus. Dagen efter spiller de to på Art & Colour i København.
Duoen spillede sidste år på Roskilde Festivalens Bar’n-scene, hvor deres tyste folk ifølge Undertoners anmelder blev overrumplet af en voldsom lydprøve på den nærliggende Arena-scene. Forholdene er forhåbenligt bedre om en måneds tid, så kæresteparret Mi & L’au kan kissemisse med vores ører i fred og ro.
I mellemtiden kan du besøge den finske dame og den franske mand på et nyt netværkssite, som efter sigende skulle have et vist potentiale. Det hedder MySpace.