For en måneds tid siden bortførte halvdelen af Speaker Bite Me en af Undertoners skribenter. Mens han var kidnappet, fortalte Signe Høirup Wille-Jørgensen og Martin Ilja Ryum om at være trodsig – også mod idealet om originalitet. (23.04.07)En aften i marts trådte jeg ind på Københavns Hovedbanegård. Jeg skulle mødes med Martin Ilja Ryum og Signe Høirup Wille-Jørgensen fra Speaker Bite Me. Med raske skridt gik jeg mod banegårdens foretrukne mødested, under uret, hvor jeg blev mødt med venlige smil og to forskellige håndtryk. “Er det okay, at vi giver dig bind for øjnene?”, spurgte Signe. Jeg var allerede da afvæbnet og kunne ikke sige nej. Med to af Danmarks fremmeste støjguitarister under armene blev jeg derefter ført ud i mørket.
Efter tre minutters gåtur kunne jeg, sanseberøvet som jeg var, dog mærke, at jeg var blevet placeret i en lækker læderstol i et røgfyldt lokale. I min glæde over ikke også at være kneblet begyndte jeg at snakke løs, alt imens jeg blev budt på en fadøl efter eget valg. Jeg tændte en cigaret, og mine indbundne øjne blev blottet. Jeg fumlede med mine papirer for at få et overblik og begyndte med et standardiseret spørgsmål, for hvad var forskellen på udgivelsen af 4 Days in September og den situation, de nu befandt sig i?
Signe: Det er faktisk mere interessant at snakke, hvad der er det samme, for vi har endnu en gang opstillet en ramme. 4 Days in September var jo en dogmeplade, hvor vi gik i studiet for at lave musik ud fra et umiddelbart udgangspunkt – at finde hinanden i noget lyd. Nogle gange har det taget et halvt år, og det har så taget seks år den her gang.
Sværere end nogen sinde
 |
Men var der alligevel ikke en forskel, i og med at de ikke havde ageret som pladeudgivende band i samfulde seks år?
Signe: Jamen, livet bevæger sig jo og hip hip hurra for dét, hvilket er tilfældet med vores enkelte liv. Der er sikkert mange bands og ægteskaber, der gentager sig selv, men jeg vil så vove den påstand, at de rent faktisk ikke er lykkelige. Det er jo supervigtigt at stille krav til nysgerrigheden og bevægelsen for at få noget nyt i hovedet.
Martin: Vi kan jo godt lide at udfordre os selv – og hinanden.
Signe: … hvilket jo gælder for alle pladerne, for vi har aldrig ledt efter vores unikke lyd. Derimod har vi altid været på jagt efter en lyd, ramme eller stemning, som vi nu kunne have lyst til at opstille denne gang. Så derfor er der jo altid en uhåndgribelig fornemmelse, fordi vi ikke har nogen anelse om, hvor vi skal hen, og det er ikke nogen hemmelighed, at det denne gang har været sværere end nogen sinde før.
4 Days… var en oprørsplade, hvor oprøret var rettet mod os selv. Vi var trætte af, at vi ikke kunne finde nogen glæde i dét at lave musik – at det skulle være et tungt stykke håndværk, man skulle bearbejde. Pga. If Love Is Missing…, pga. et biluheld, pga. noget branchepis.
Martin: Det var et oprør mod det gennemarbejdede, hvor 4 Days… bestod af mindre konstruerede kompositioner, fordi der ikke var tid til den følelsesmæssige rejse i dét at skrive.
Trodsighed som et arbejdsredskab
Jeg nikkede samtykkende. Speaker Bite Me har ofte været en udefinerbar størrelse, når de enten har valgt at lade være med at bruge kompressor på deres første plade Sexpowder 2000 Volts (dengang under navnet Murmur, red.) eller med angrebslystne støjpopsange med den højt estimerede – i næsten alle andre kredse end deres egen – Flemming Rasmussen som producer. For ikke at nævne den famøse dogmeplade fra 2001. Omskifteligheden præger også den nye plade.
Martin: Det er en trodsighed over for os selv såvel som lytteren. Det er nødvendigt at udfordre os selv.
Signe: Jeg anser det som en positiv kulturel byrde at give folk noget nyt, de skal tage stilling til; at skubbe lytteren i stedet for at lave patetiske postrockkompositioner. Trodsigheden bliver et arbejdsredskab – ligesom kærligheden.
Med et overflødighedshorn af referencer til hele rockhistorien lige fra klassiske koryfæer som Kate Bush og Pink Floyd til mere underspillede håndtegn til Alanis Morisette og Talking Heads virker Speaker Bite Me mere selvsikre end nogen sinde på Action Painting. Referencerne startede egentlig bare som en leg, forklarer mine to bortførere.
Signe: Det, der sker, når man begynder at lege, er jo, at man måske synes, at det er en sjov leg og begynder at udvide den. Det var jo f.eks. fantastisk at putte den gudfrygtige Kate Bush-sætning ind i en sang, der oprindeligt skulle handle om et sindssygehospital. (Linjen »I’m running up that hill / to make a deal with God« optræder i sangen “Crazy Horse”, red.)
Martin: I sidste ende bliver det jo så endnu et trodsigt opgør med originalitetstanken – at man skal være fucking unik og autentisk, hvor det så bliver en glad leg med nogle konventioner, og den virkelighed vi befinder os i.
Pop om Hitler
Tanken om processen omkring Action Painting virkede pirrende, og jeg blev nødt til at vide mere om, hvilke greb der lå bag denne nye popplade.
Signe: Det er fantastisk at opleve, at man måske har stået og arbejdet med et nummer eller et stykke, hvor man kun har hørt Level 42 de sidste 10 gange, man har forsøgt sig med det, og pludselig er det 11. gang kommet et andet sted hen. Det er en guddommelig manipulation, der sker. Det er dér, hvor man netop får rystet sig fri af kroppens fordomme, som vi jo alle render rundt med.
Martin: Hvad er det for et sandfærdigt sceneri, du stiller op på en plade? Skal det være organiske instrumenter, om det er det rigtige flygel? Det hele kan hurtigt blive meget snævert. Vores kodeord har været, at det skal være magi – uden hensyntagen til syntetiske lyde og lignende.
Signe: Magien er dog ikke en eskapisme, vi dyrker. Det er ikke ren plasticunderholdning og en fest, vi holder. Der skal være det, Martin kalder kæppen i hjulet, for at spændingen kan opretholdes. Vi laver en utroligt varm popsang, og så handler den om Eva Braun og Hitler.
Så randt diktafonens bånd ud, og jeg blev sluppet ud i friheden – en smule klogere på, hvilke tanker der ligger bag Speaker Bite Mes trodsighed.