I weekenden lagde den gamle kødby i København endnu en gang areal til Vesterbro Festival, som på ny havde vokset sig større. Fredag leverede et par af de mere etablerede navne helt igennem kvalificerede koncerter. (17.06.07)I weekenden lagde den gamle kødby i København endnu en gang areal til Vesterbro Festival, som på ny havde vokset sig større. Fredag leverede et par af de mere etablerede navne helt igennem kvalificerede koncerter.
A Kid Hereafter
»Velkommen til regndans,« lød det fra scenekanten, da årets Vesterbro Festival blev skudt i gang. På trods af de faretruende tunge skyer og en pessimistisk meteorolog i radioen var en større skare troppet op foran Air-scenen for at overvære A Kid Hereafters udskejelser. Frederik Thaae samt band og lillepigekor havde i dagens anledning fundet deres fineste lyserøde velourdragter frem fra gemmerne; et særdeles begavet tøjvalg, da en stor del af bandets medlemmer må lide af DAMP eller bare har et kaffeindtag, der er kørt af sporet.
“Military Waiver” åbnede ballet med et energi-kick, der snildt kunne sætte gang i publikums fødder såvel som at få hr. Thaae himself til kravle på væggene. Det blev til alt fra high fives til publikum til halvakrobatiske udfoldelser på scenegulvet på de tre minutter, det tog at få nummeret prustet ud gennem det imponerende fuldskæg. Energiniveauet faldt absolut ikke, da “Secret Service” og de efterfølgende poppunkede knaldperler skulle smides; undervejs fik nogen dog stukket manden en guitar, der holdt ham fast i en overvejende lodret position for en kort tid.
 |
Omkring halvvejs gennem koncerten blev der for publikum et dansemæssigt pusterum under den sjælede og en anelse søbende “Superficial Star” samt coverversionen af Yes’ “Long Distance Runaround”; til gengæld startede anden halvleg med fornyet styrke og kulminerede under “Seven Days Later”, da en endnu syngende Thaae valgte at forlade scenen til fordel for en kammeratlig støvledans med en fyr med paraply blandt publikum. Det hele blev tilsyneladende for meget af det gode for mikrofonen, der valgte at sætte ud midt i løjerne. Ikke at publikum skulle snydes på den bekostning, for nummeret blev på behørig vis fulgt til dørs, da der igen var orden i elektronikken.
Så var det slut for denne gang – det troede vi i hvert fald, indtil en stemme fra bagtæppet fik tildelt A Kid Hereafter et ekstra minut i spotlyset. Og på et minut kan man åbenbart nå en hel del! Den punkede popmusik fra den sidste lille times tid røg øjeblikkeligt i glemmebogen, da bandet brat slog over i en growlende omgang dødsmetal. Ikke mindre end tre numre à 30 sekunder blev det til, før scenefar sagde stop og pitmosherne måtte videre. Skyerne havde holdt tæt mod alle odds – og skulle vejrguderne blive mindre nådige senere på aftenen, ville der i det mindste være en god portion kropsvarme at tære på efter en særdeles underholdende åbningskoncert.
| Karakter: |     |
I Got You on Tape
Aftenens hidtil største forsamling var uden tvivl at finde under Øksnehallens hvælvinger lige før kl. 22. Måske hjalp det på tilskuertallet, at to af festivalens seks scener netop havde sagt godnat og tak for i dag, og at termometeret var drastisk på vej mod det blå felt.
I Got You on Tape inkl. sideprojekter stod for et par af sidste års fineste udgivelser herhjemme. Tilbagelænethed er absolut et nøgleord, når det kommer til I Got You on Tape, og det kan både bruges om deres musik og deres attitude på scenen. Det er i og for sig en udmærket egenskab, hvis den vel at mærke kan omsættes til noget konstruktivt. Mikses den godt op med en omgang følsom rock af den drømmende, atmosfæriske slags, er der en fæl risiko for at ende med et navlebeskuende og ikke synderlig interessant udtryk. Med for meget energi falder projektet til gengæld til jorden, da nerven forsvinder. Det er her, I Got You on Tape forstår at ramme plet mellem uvedkommenhedens to poler i det felt, der hedder absolut nærvær.
Trommernes stramme rammer holdt de vidtfavnende guitarflader i et fast greb under forsanger Jacob Bellens’ ensartede, men altid fængslende vokal. Uden de store afvigelser fulgte I Got You on Tape den faste skabelon og undgik samtidig at forfalde til monotonien. “Pins and Needles” var et af de absolutte højdepunkter, hvor vokalen med diktatorisk kølighed undertrykte den massive energi fra de ulmende guitarer og oprørske trommer. Bedst var dog afslutningen “Mary Jane” med Bellens i det Interpolske hjørne og en så tyk, atmosfærisk instrumentering, at Øksnehallens tag var tæt på at lette.
Skønt Vesterbro Festival er tiltænkt de nyudklækkede danske musikynglinge, er I Got You on Tape tydeligvis flyvefærdige. Og nu da indspilningen af deres nye album er skudt i gang, kan man blot håbe på snart at se dem på vej mod de helt høje luftlag.
| Karakter: | |
Læs også Undertoners anmeldelser af:
A Kid Hereafter: Rich Freedom Flavour
I Got You on Tape: s.t.
