Det er næsten fuldt forsvarligt at plante en nål direkte ned i det punkt i musikhistorien, hvor Phil Spector begyndte at bruge muren af lyd som hovedinstrument og sige: “Her er lavet den mest indflydelsesrige populærmusik nogen sinde”. Det er næsten fuldt forsvarligt, for Spector var ved Gud ikke den eneste producer i verden og heller ikke den eneste med den rige og lagfyldte stemning, der gjorde de enkelte sange til en perfekt blanding af skønhed, melankoli og glæde i en 33.3 %-fordeling. Men det er også næsten fuldt forsvarligt, fordi der er så mange bands, der har ladet sig inspirere af 60’erne og Spectors tilgang til opbygning. I dette tilfælde svenske The Concretes, som siden debuten i 2003 har lagt lag på lag og stemme på stemme i det oprindeligt otte mand store orkester.
Ligesom for Spector er kernen i The Concretes’ sangskrivning at bevare den fine grænse mellem det smukke og det triste. Der er ikke noget, der er decideret happy-go-lucky, ligesom der heller ikke er nogen sørgmodige ballader. Oftest er det den nostalgiske og barnlige indgangsvinkel, der skaber den sødme, som kan høres både i musikken og i teksterne – f.eks. i “Kids”: »Almost every day we’d go to the park / and play the same old tape again and again / It seemed like, so perfect at the time / as we sat there watching boys skateboard by.« Uskylden er tabt – og savnet.
Stilen fortsættes i det meget søde kærlighedsnummer “Firewatch”, der lægger ud med: »If we stay awake till morning / we can keep this thing at bay / No luck unless something breaks / Let it be day.« Teksterne er ikke banale, men er bevidst naive, og her er Concretes helt på hjemmebane. De trækker en del tråde til en tid, der var engang, men er dog stadig så meget “moderne-indie-pop”, at det ikke bliver ren pastiche, som de meget mere energiske og mindre originale Pipettes.
Enkelte steder nærmer gruppen sig endda en Mazzy Star-fornemmelse dog uden at være lige så mørk eller lige så fantastisk i vokalen som Hope Sandoval, men det er tæt på. Og der er uden tvivl også mange henvisninger til tweepop som Belle and Sebastian, men uden at det går alt for meget over i det tuttenuttede.
Men på trods af de fine tiltag og gode melodiører hverken overrasker eller imponerer The Concretes. Albummet bliver serveret lidt for nemt og alt for kedeligt, og blandt de allerstørste problemer er, at selv de fængende numre ender med at irritere. Tit forlader gruppen sig for meget på hooks, og selv om mange af sangene kan have en mindre radiokarriere foran sig, så sidder de i skabet på den forkerte måde. Sødme og indiepop kan være mere end godt, men det er ikke et kvalitetstempel i sig selv, og på trods af den kant man især finder i vokalen, mangler der varme. I stedet bliver det til en velskreven, men uinteressant formel for, hvordan man opdaterer trist 60’er-pop til nutiden.
The Concretes følger dog ikke helt den almindelige pigegruppe-melankoli, som f. eks. i åbnings- og titelnummeret, der har en lyd, der er tæt på upbeat Appalachian, men det er desværre også det tætteste, albummet kommer på en stærk afvigelse. Det ville være groft at sige, at The Concretes kører efter en model, for der er tydelig forskel på de samme numre på trods af de meget enslydende elementer. Der er melodisk tæft, og alt det stads der hører sig til, når man begiver sig ud i denne gren af musikken. De er bare ikke særligt interessante, de melodier. Pladen trætter sin lytter, og selvom det bliver lidt bedre for hver omgang, er det nye Concretes-album ikke meget andet end en fodnote i en stor inspirationskildes bog.
