Glow Kits debut er en skønt lydende omgang powerpoppet punk fra Århus. Men desværre leverer de lige så mange hits som forglemmelser, og en stærk start ender med en middelmådig plade.
Skribent - Anders Mortensen
De Høje Hæle: Kold & træt & bange EP
Danmarks gladeste misantroper er tilbage med en ep, der er ligeså god, som den burde være. De Høje Hæle dykker tekstmæssigt endnu længere ned i sølet, og det lider sangene ingen skade af. Man forstår, hvorfor gruppen er så elsket, som den er. Det handler meget om genkendelighed.
Thurston Moore: Demolished Thoughts
Støjkoryfæet Thurston Moore tager den pastorale folkvej på sit tredje solo-udspil. Men under og bag strygerne, blidheden og Beck-produktionen lurer nerven hele tiden. En vidunderlig plade.
Causa Sui: Pewt’r Sessions 1
De odenseanske solkonger har fået besøg af en gammel ven, Ron Schneidermann fra Sunburned Hand of the Man. Det er der kommet en fri plade ud af, som man uden tøven bør lytte til.
The City Kill: Days Full of Joy
Det er overvejende dragende at lytte til The City Kills flotte debut. Twangen er i højsædet, og vokalen sublim, men lidt ensformighed melder sig for hurtigt på en ellers kort plade.
Xbxrx: 0
0 er et hardcore-album, der trods sin begrænsede varighed viser stor og velfungerende variation. Det er 10 grader af vrede fremlagt på otte minutter.
Thulebasen: Gate 5
Yes! Thulebasen har udgivet en drøm af en eksperimenterende psychrockplade med grooves og melodier og alt det kosmiske stads. Vi taler tidlig februar, men det er uden skyggen af tvivl en af årets bedste danske plader.
Obstacles: Dividual
Obstacles farer hen over sletterne på deres fremragende debut. Powerriff vælter i alle retninger, og det hele er pakket så tæt, at det er en fryd. Savner man tapping, der søger mod det vidtløftige, må man ikke gå glip af Dividual.
De Høje Hæle: Skal vi aldrig videre?
De Høje Hæle har sluppet de skramlede kassettebånd og leverer en af årets bedste danske plader. Lyden er blevet pænere, men teksterne er stadig grimme sammen med Hælenes elskelige toner af powerpop, punk og røvballe. Rock for mennesker.
El-P: Weareallgoingtoburninhellmegamixxx3
El-Producto lader landskaberne tale for sig selv på sit nye non-verbale megamix. Det er stadig umiskendeligt ham og af høj kvalitet, men savnet af rap er svært at komme udenom, og El-P er ingen J. Dilla.
Kaigen21meiso: Root Is the New Leaf
Når man stort set kun kender til engelsk- og dansksproget hiphop, kræver det en vis indsats at høre en japaner og en hawaiianer rappe på deres egne modersmål. Jeg forstår ikke et ord - men det er lige meget.
The Dead Weather: Sea of Cowards
Hvid mands blues, så det driver ned ad væggene. The Dead Weather leger "vellykket supergruppe" med en fremragende plade, hvor den store lyd har lov til at være beskidt og våd, og, tør man sige det ... sexet? Det tør man godt.
Love Is All: Two Thousand and Ten Injuries
Indiepoppen er langtfra stendød, men hos svenske Love Is All begynder hængslerne at knirke, og melodierne at snorke. Bandet forsøger og forsøger, men trætter og trætter, på et album der aldrig når at blive mere end helt okay.
Pissed Jeans: King of Jeans
Pissed Jeans tredje album er et sublimt, vredt oprør mod alle de andre, ens egen kedsomhed og hårene i vasken. Smålighed destilleret ind til sludgepunk og en af årets bedste plader.
Specktors: Shanksville
Specktors springer frem med knyttede næver, molotovcocktails og electrohiphop på debutalbummet. Det er dog slet ikke den gennemførte, slagkraftige succes, som det kunne have været.
Recordkingz: Heavyweight
Producerteamet Recordkingz leverer ikke helt, hvad det ellers fantastiske fremmøde af rappere kunne love, og tilbage sidder man med blød 'lige ved og næsten'-mellemvarehiphop.
Jay Reatard: Watch Me Fall
På opfølgeren til mesterstykket Blood Visions lægger Jay Reatard en dæmper på sig selv, men det er en dæmper fyldt med mørke, selverkendelse og fremragende melodier.
Nisennenmondai: Destination Tokyo
Der er sket et stort skifte i Nissenenmondaiverset fra sidste omgangs støjudladninger til den nuværende omgang krautdans. En fast, stormende rytme, ikke mange eksperimenter og så lyder numrene sørme ens. Men det er både rigtig godt og rigtig ukedeligt.
White Denim: Fits
Et mangehovedet monster, der svinger sig rundt i rockglæde. En simpel plade, der rykker rundt i røven. Eller forvirrende. Fits er det hele, og det er faktisk til pladens fordel.
The Low Anthem: Oh My God, Charlie Darwin
Oh My God, Charlie Darwin er dejlig. Den folder americanaens vinger ud, og der er plads til alle sider af den sag: country, folk og trampen i et bargulv. Og på trods af tydelige forbilleder er det en stærk og personlig samling, der træder frem.