I en tid med øget globalisering behøver kunstnere i verdens metropoler blot gå en tur ned af gaden for at hente inspiration hjem fra alle verdenshjørner. Nye kulturer og subkulturer opstår og forgår, og kunstnere mødes på tværs af landegrænser – på gadehjørnet, på internettet, til festivaller og events osv. – og er på den måde med til at give kunsten et multikulturelt udtryk. Musikken synes i denne sammenhæng at være et af de kulturelle fikspunkter, som er med til at give “verdensborgeren” sin identitet. For under utopien om det store fællesskab truer fremmedgørelsen, anonymiteten og ensomheden. Midt i alt dette træder Misha ind, som barn af tiden, og forsøger at finde sin identitet.
Duoen, som for tiden har base i New York, består af Ashley Yao og John Chao. De to har kendt hinanden siden deres barndom i Taiwan, og deres veje har gentagne gange krydset hinanden rundt omkring i verden. Det blev dog først, da de mødte hinanden igen i New York efter college, at det lykkedes at få stablet et musikalsk samarbejde på benene. Dette resulterede i 2004 i en 7″-single i tyske Tomlabs Alphabet Series, og nu er Misha altså klar med sit første fuldlængdealbum.
Teardrop Sweetheart er produceret, mixet og mastereret flere forskellige steder i verden, da duoen stadig rejser en del, og på denne måde opfylder albummet alle de ydre kriterier for et globaliseret kulturelt produkt. Det afspejler musikken et stykke hen ad vejen, men inspirationen stammer dog mest fra den vestlige verden.
Teardrop Sweetheart er først og fremmest en god blanding af glade og triste popsange. Ifølge Misha selv forsøger de at udfylde det tomrum, der skabes i den moderne storby, når nye idéer afløser gamle traditioner og efterlader en hul kerne. Stemningen på albummet får da også én til at tænke på Sofia Coppolas film Lost in Translation, som så fremragende formår at formidle ensomheden og fremmedgørelsen, som nogle af følgerne af globaliseringen også kan være. Især de nostalgiske lyd- og instrumentvalg samt sangenes melankolske karakter understøtter dette.
Albummet er præget af en støvet analog 80’er-lyd med dertilhørende varme og lofi-karakter. Misha har støvet alle de gamle rytmebokse og synthizere af og kaster ublu om sig med corny brass, strygere og orgel-effekter. Til tider leder det allermest tankerne hen på Jørgen de Mylius og sølvglimmergardiner, f.eks. i “Weatherbees”, der bæres igennem af en vocoder-agtig rytmeeffekt, som ejere af et gammelt stueorgel sikkert vil nikke genkendende til.
Åbneren “Scars” lyder med sit retro-orgel, spacy effekter og groovy synthbas i perioder mere som soundtracket til et gammelt Amiga-spil end som et popnummer anno 2007. Valget af gamle synthesizere, akustiske trommer og guitar blandet med nyere electronica, reallyde og rytmebokse, er alt sammen med til at give Teardrop Sweetheart sin karakteristiske varme lyd og gør albummet til et charmerende bekendtskab.
Genremæssigt ligger Misha vel i indietronica-kategorien, der unægtelig er rummelig. Teardrop Sweetheart svinger da også lige fra bossanova, som vi f.eks. får det serveret i “Anaconda” til Kraftwerk inspireret tysker-techno i “The Book (of Glaciers)”, der med taktfast stortromme, sinusbas og minimalistiske bip-lyde banker tiden tilbage til Düsseldorf i slutningen af 1970’erne. Eller fra det folk-inspirerede “Shake a Little Looser”, som er en modfalden ballade, der både i stil og sound lyder lidt a la John Lennon, til det groovy og noget spøjse “Cruelist Heart”, der bliver båret af en superswingende bund af trommer, akustisk guitar og bas tilsat en sanger på helium!
De mange skøre indfald og idéer giver liv og sjæl til Teardrop Sweetheart, men betyder desværre også, at man hurtigt mister den røde tråd. Hver for sig fungerer de enkelte numre ganske udmærket, men som samlet album bliver det for rodet. Så midt i al detaljerigdommen og legen med genrerne glider det hele hen og bliver en smule anonymt og kedeligt.
På den måde kan man sige, at Misha rammer billedet af den moderne metropol på godt og ondt: det brogede neonhelvede og det mangfoldige udbud af indtryk, der forsøger at dække over den truende tomhed og ligegyldighed – men samtidig også charmen ved detaljen og samspillet mellem det menneskelige og det artificielle.
