Safe as Houses er noget så sjældent som en plade, der søger at beskrive og leve sig ind i, hvordan det er at være kvinde – og i særdeleshed i, hvor hårdt det er. “Det er da set før,” siger du? Ja, men sjældent fortalt af en mand. Det bliver vel at mærke fortalt uden skyggen af ironi. Det hele er fyldt til randen med melankoli og prøvelser. Det er åbenbart ikke let at være kvinde.
»There’s blood between my legs. « Sådan starter pladen, og det indikeres således allerede få sekunder inde i første skæring, at det handler om at være kvinde. Det er lidt mærkeligt at høre om kvindeproblemer fortalt på første hånd af en mand, og ikke overraskende virker det mindre troværdigt. Det tager derfor også lidt af tekstsiden på pladen, at netop dette er valgt som det gennemgående tema.
Musikken er oftest minimalistisk, og vokalen er en yderst skrøbelig falset. Tempoet er lavt, og det hele er generelt ret trist. Faktisk i en grad, så det til tider tangerer det decideret prætentiøse. Det er, som om trioen tager sig selv mere alvorligt, end flertallet af deres lyttere formentlig vil gøre.
Som nævnt virker idéen om en mand, der forestiller sig en kvindes problemer ikke rigtigt efter hensigten. Allerværst er det i “I Was the Dancer”. Første vers lyder således: »Soiled my jeans lie in heaps beneath me / Blood marks the sheets and they stain so easily / Swollen wrists, knees, and you swelled inside me / And it took nine months to destroy my body.« Zac Penningtons vokal er tilmed særdeles klagende.
Det er, som om Parenthetical Girls har tænkt, at jo hårdere, de får det til at lyde at være kvinde, jo mere vil kvinder respektere dem og gengælde sympatien. Det virker lidt for søgt – som en gymnasiedreng, der gør de helt forkerte ting for at vinde sin udkårnes gunst. Der er næppe mange kvinder, der vil mene, at de kan bruge en mands udlægning af en graviditet til ret meget.
“Keyholes and Curtains” handler om angsten for at åbne sig selv for meget op og dermed gøre sig sårbar. »Safe as houses behind keyholes and curtains / Lock the door behind you darling / and box away those half full feelings.« Musikken lyder også nervøs, som om den ikke rigtig kan finde sin melodi eller ikke rigtig tør. Det er et af de bedre numre på pladen. Lige her passer den lyse og skrøbelige vokal også godt.
I “Stolen Children” bliver det rigtigt trist, men man er efterhånden ved at være mæt efter ni numre fra mere eller mindre samme skuffe. Så selv om der tekstmæssigt er tunge passager som »How I wanted to die / Just to sanctify my strife« og »And I can finally forgive you, for every time you saved my life, « er man så stopfodret af den slags på dette tidspunkt, at gennemslagskraften er begrænset. Musiksiden indeholder her et baggrundskor, der lyder, som om det er optaget i en kirke. Det skaber en form for ophøjethed på nummeret, der i mange sammenhænge ville virke som en understregning af den tungsindige tekst, men man har allerede fået slået fast med syvtommersøm på de første ni numre, at det hele er meget seriøst og trist. Derfor virker det bare som lidt for meget af det gode. Hvis sangen stod alene ville den være god; nu er den bare dråben, der får bægret til at flyde over.
Der er altså positive elementer på pladen, men det mest iørefaldende er de ofte ubehjælpsomme og utroværdige tekster samt en vokal, der prøver for hårdt. Det gør det samlede indtryk overvejende negativt.
Lyt til “Love Connection pt. II”:
[audio:http://www.slendermeanssociety.com/mp3/loveconnection2.mp3]
