The Shaky Hands blev dannet i 2003 i Portland, Oregon. Bandet består af de to brødre Nicholas og Nathan Delffs samt Colin Anderson, Mayhaw Hoons og Jeff Lehman. Dette selvbetitlede album er deres debutalbum. Dog er den ene af de to Delffs brødre, nemlig Nathan, ikke helt ukendt, da han også spiller med i The Castanets.
Når lyden af fugleskrig og ubehagelige jungletrommer starter pladens første skæring, “Whales Sing”, tænker man først, at man har sat en freak-folk plade på. Den angstfremkaldende start bliver dog hurtigt aflyst af varm og happy-go-lucky indiepop med nørdet vokal og skramlende guitarer, der tager fat i en, og giver en lyst til at danse. Stilen fortsætter på de næste numre, men der sker ikke rigtigt andet.
Man mærker tydeligt, at The Shaky Hands har lyttet en del til Elephant 6-kollektivets mange udgivelser, og The Shins bliver der også trukket på i stor stil. Det er der jo for sig selv ikke noget galt i. Nej, det burde nærmest være et kvalitetsstempel. Desværre bliver det bare ved, at The Shaky Hands lyder meget som sine åbenlyse forbilleder.
Det, der kendetegner The Shaky Hands, er en generel ensartethed. Der er selvfølgelig sange, der skiller sig ud. De sange, hvor de gearer lidt ned og spiller akustiske numre er anderledes end resten af pladens udtryk. Her bevæger vi os over i det mere psych-folkede del af det musikalske lydbillede, og her bliver det tydeligt, at Nathan Delffs også spiller med The Castanets. Desværre lyder også numrene uden strøm fuldstændig ens. “Maker Make” og “Sunburns” følger nøjagtig den samme opskrift med Nicholas Delffs, der tæller for, hvorefter der bliver budt ind med håndklap, fløjten og akustisk guitar. Rare og varme sange, der desværre bliver lidt kedelige, fordi der ikke rigtigt er nok variation i numrene.
Den første gang, man hører pladen, tænker man, at det egentlig er en rar lille sag, der vil passe godt til sommeraftener med vennerne. Og, ganske passende, bliver det sidste nummer, “Summer’s Life”, også en hyldest til ungdommen og de hedengangne lyse nætter i skoven: »The summer’s life is good / we ran down on the path in the woods / to that old swimming hole / where we laugh and sing, stories are told«. Her fornemmer man også savnet efter teenageårenes forunderlige tid med op- og nedture… Selve sangen er faktisk en af de bedste på pladen, og her er The Shaky Hands for en gangs skyld vedkommende. Denne gang virker det ikke bare som om, de har sat sangskrivningen på automatpilot, men virkeligt gerne vil fortælle en historie. Med håndklap, akustisk guitar og denne gang også mundharmonika bliver historien oprigtigt fortalt, og sangen er nok den eneste, der virkelig sætter sig fast i bevidstheden.
The Shaky Hands er på papiret en god idé. Et indiepoporkester, der synger om teenagekærlighed, sol og sommer og med Elephant 6-kollektivet som en af hovedinspirationskilderne burde der være lagt op til et festfyrværkeri. Desværre skyder bandet sig selv i foden ved ikke at bevæge sig væk fra de sikre rammer og forsøge noget selv. Synd for dem, for det kunne sagtens blive godt.
