De amerikanske mormon-melankolikere Low gæstede onsdag aften Lille Vega i København. De lagde et blødt tæppe af tung lyd ud over den proppede sal, som tog vel imod de slagkraftige kompositioner.De amerikanske mormon-melankolikere Low gæstede onsdag aften Lille Vega i København. De lagde et blødt tæppe af tung lyd ud over den proppede sal, som tog vel imod de slagkraftige kompositioner.
 |
| Foto: Rasmus B. S. Hansen/LiveShot.dk |
Navnet kan godt snyde. For Low er bestemt ikke et band, der bevæger sig i de lavere luftlag. Onsdag aften i Lille Vega leverede de amerikanske minimalist-symfonikere musik, der bestemt ikke var til at overhøre. Til trods for at musikken kun bliver skabt ud fra den enkle instrumentsammensætning af guitar, bas, trommer og sang, var det en symfonisk storm, der drev igennem salen.
Trioen fremstod som ét sammensmeltet instrument, hvor især ægteparret Alan Sparhawk og Mimi Parkers stemmer imponerede, da de flød sammen i en eventyrlig metamorfose. Sparhawks basstemme var uhyggelig dyb og havde en behagelig rumlig klang, som virkelig kom til sin ret i denne live-optræden. I samklang med Parkers kirkesanger-vokal blev sangene fremført, så ægteparrets forbindelser til det religiøse mormon-forum virkede mere end naturlige. Men det var også en fryd at betragte bassist Matt Livingston, når han rokkede sig ind i en hypnotiserende dans med sit instrument som partner.
 |
Low lagde hårdt ud med numre fra den anmelderroste plade Drums and Guns fra 2007. Sangen “Pretty People” skar i hjertet, da Parker vrængede en fortvivlet fremtidsudsigt ud om den nærtstående død og fortalte alle de smukke mennesker i Lille Vega, at de snart skulle dø. Så var stemningen ligesom sat. “Sandinista” førte budskabet videre, og den skæve samklang i omkvædet blev krænget ud, så alvoren ikke var til at tage fejl af.
For det er et dystert og virkeligt melankolsk univers, Low bevæger sig i. Men det er et mørke, som man på forunderlig vis kan blive helt opstemt af at overhøre, når det fremføres i en så selvsikker og professionel stil. De tre bandmedlemmer skabte onsdag aften en storladen lyd, hvor de minimalistiske og rytmisk stille numre kom til at lyde som en hel hær af symfonikere.
Publikum virkede opslugt af de tre væsner på scenen, som ellers ikke gjorde et stort væsen af sig. Bortset fra det lille underholdningsmoment, man kunne finde i den Janis Joplin-lignende hippiefigur, som Mimi Parkers statur kunne fortolkes som, var det ene og alene musikken, det handlede om denne aften. Og det var musik, der satte sig fast.
| Karakter: |    |
Bedømmelseskriterier |
