Foto: Mathias Laurvig, LiveShot.dk
Lad os ikke starte i Store Vega en onsdag aften i 2008, men på en pløjemark i Roskilde en søndag i 2002. Her stod en masse meget trætte festivalgængere og ventede på Bobby Gillespie og resten af Primal Scream. Selv sad jeg ned bagerst i forreste bås og sov op ad hegnet med min veninde. Men da klokken nærmede sig et om natten var det om at vågne op, og jeg skal love for, at vi blev vækket. Bobby Gillespie slentrede nonchelant ind på Orange Scene, lækker og iført hvidt jakkesæt. Musikken eksploderede og Primal Scream sendte “Kill All Hippies” ud over alle de snavsede, udkørte og fulde festivalhippier. Det var fandme råt gjort, og Primal Scream forlangte lynhurtigt en enorm respekt og fra første sekund var de i gang med en formidabel koncert. Den aften var Primal Scream intet mindre end verdens cooleste band.
For nu at springe seks år frem til mit næste møde med Primal Scream, der fandt sted den omtalte onsdag aften i Vega, kan jeg starte med at fortælle, at entréen fra Bobby Gillespie og co. ikke var nær så effektfuld. For det første var det første blik på sortklædte Gillespie med det lange, sorte hjelmhår noget af en underlig oplevelse, for det fremkaldte omgående billeder på min nethinde af Martin Brygman som Loke i Jul i Valhalla (undskyld, undskyld, undskyld, Bobby Gillespie, jeg elsker dig stadig, men du lignede ham altså). Resten af bandet havde gjort deres bedste for at følge den dresscode, der åbenbart var: sort (gerne satin) eller polkaprikker. Hverken Gillespies eller bandets attitude indeholdt store armbevægelser, og med “Can’t Go Back” fra bandets nye album, Beautiful Future, som åbningsnummer, var det i det hele taget en noget slatten start.
Primal Scream viste, at de efterhånden har udviklet sig til bevæge sig ad en skala, hvor klassisk rock ligger i den ene ende og den dejligt onde, dekadente elektrorock ligger i den anden, som vi kender den fra eksempelvis XTRMNTR (2000). Hvor Primal Scream er bedst er nok til dels en smagssag, men jeg synes i hvert fald selv, at der er langt mere attitude, personlighed og kraft i den elektroniske ende af skalaen. En bid herfra fik vi som tredje nummer med “Miss Lucifer” fra Evil Heat (2002) og der kom gang i den onde, elektrificerede natklub. Herefter fulgte imidlertid en længere række numre, hvor det gik lidt trægt fordi der gik for meget klassisk »lige ud ad landevejen«-rock i den. Det var svært at vurdere om Bobby Gillespie kedede sig, var skuffet over Store Vegas tomme balkoner, syntes publikum var for kedeligt eller om han måske bare dyrkede en “jeg er ligeglad, jeg er rockstjerne”-stil, men generelt set virkede han lidt uengageret.
Foto: Mathias Laurvig, LiveShot.dk
Heldigvis lyste Gillespie op forskellige steder undervejs og fik især gang i publikum med “Swastika Eyes”, “Movin’ On Up” og “Rocks”, der kom lige i træk inden ekstranumrene. Her var koncerten helt på toppen og jeg kunne ikke lade være med at danse med mens karakterskalen i mit hoved omsider drejede op på de fire U’er. Herefter indledte det knap så spændende nummer, “Uptown”, fra nyeste album, rækken af ekstranumre, der afsluttedes med en støjende “Accelerator.” De kan trods alt rocke igennem, de skotter.
Efter koncertens slutning stod jeg tilbage med flere spørgsmål: Hvor var “Kill All Hippies”-attituden? Hvor var den elektroniske, dekadente undergrundsnatklub, jeg havde håbet på? Jeg fik momentvise glimt af begge dele, men denne aften virkede Primal Scream blodfattige i forhold til tidligere. Alligevel var koncerten en god oplevelse, for det var fandme også godt når det var godt. Derfor gik jeg hjem i godt humør, mens jeg tænkte på, at Primal Scream jo heller ikke kan gøre for, at de har så hårde odds, bare fordi de en nat på en gammel dyrskueplads for seks år siden var verdens sejeste band.
