Det var på forhånd ikke rigtig til at komme udenom, at Haven Festival havde skudt med musikalske spredehagl for at få dækket lidt af hvert ind på dette deres debutårs skizofrene plakat. Om det var et særligt ønske helt fra toppen af festivalens kreative ledelse, hvor medarrangørerne bag festivalen, brødrene Aaron og Bryce Dessner fra The National, havde hevet selveste Iggy Pop til Refshaleøen, skal være usagt – men en tiltrængt, hårdtslående tilføjelse til plakaten for alle rockfans var det i hvert fald.
Jeg var én af dem, der havde misset den nu 70-årige punkforfader flankeret af Josh Homme og vennerne i Falconer Salen i maj 2016 og siden hen halvanden måned senere på NorthSide. Så selvfølgelig var det store millionspørgsmål herfra, om James Osterberg Jr. stadig kunne formå at fremkalde den dyriske vildskab og ungdommelige løssluppenhed, som har karakteriseret hans karriere gennem efterhånden fem årtier.
Karismatisk og i bar overkrop med et kanvas som ophørsudsalg i Læderland sparkede han – til tonerne af The Stooges’ labre ”I Wanna Be Your Dog” – heldigvis min tvivl om, hvor kaotisk han egentlig kan bevæge sig på en scene til side, mens han spænede fra den ene side til den anden, så hurtigt camouflagebukserne kunne holde.
Bevares; stemmen og staminaen skulle vise sig ikke at være, hvad de har været, men rent ud sagt var det vist også mest bare en af de sidste chancer for at se og nyde giraffens koncertmæssige dødsrallen. Klassikerne ”Gimme Danger”, ”The Passenger”, ”Lust for Life”, ”TV Eye”, ”Search and Destroy”, ”Down on the Street” og den afsluttende ”Real Wild Child (Wild One)” blev leveret præcis, som man kunne forvente det af den 70-årige michiganer.
Iggy Pop elskede sit arbejde, måske endda lidt for meget, da hele to numre blev performet i fuld længde fra graven nede foran scenen, så størstedelen af publikum måtte tage til takke med at følge med på storskærm. Det var dog tydeligt, at storhedstiden ligger endog langt bag Iggy Pop, hvis seneste besøg her i landet altså blev en cocktail af rutine og nostalgi, som aldrig rigtig gjorde sig fortjent til mere end lige over middel.
