Nyheder

Undertoners december

Undertoners december

Spids Nøgenhat var årets danske koncert. Foto: Nick Hasselby.

Så er årets sidste måned snart forbi. Julemaden står for døren. Ingen sne i sigte. Pladeselskaberne går i hi for at planlægge næste års udgivelser. Hvad der venter os, kan ingen vide med sikkerhed. Eller jo, noget ved vi da. F.eks. venter vi med spænding på den særdeles omtalte Merriweather Post Pavilion med Animal Collective. Men inden vi forhaster os videre til det næste år, så lad os lige se på, hvad Undertoner har skabt af læsestof i en koncertfattig måned.

Faktisk fik Undertoner kun givet nogle ord til to koncerter denne måned:

Det dansksprogede psych-band Spids Nøgenhat blæste Kim Elgaard Andersen og Christian Klauber bagud med deres særdeles energiske koncert på Stengade 30. Bandet, der består af medlemmer fra On Trial og Baby Woodrose, kastede kærlig, energisk syre ud over et tydeligt begejstret og måbende publikum.

Signe Palsøe havde også glæde af at se Mugison spille numre fra sin seneste plade på Loppen midt i måneden. Og ordet går til Signe, fordi hun selv så fremragende opsummerer, »at Mugison på en time leverede så koncentreret en mikstur af energiske grooves og hysteriske sjæleudvrængninger, at den i optyndet form kunne sætte fut under selv den mest vinterdepressive dansker helt til forårets komme.«

Desuden har vi haft et par interviews, som Lasse Dahl Langbak lavede i sommer. I dag er det Holy Fuck, som fortæller om, hvordan deres udtryk er fremkommet ved mangel på udstyr og evner, og tidligere på måneden kunne man læse om, hvordan Battles opfatter sig selv som et rockband, der hellere vil være sært end kedeligt.

Og apropos Battles, så har Kim Elgaard Andersen også lavet en introduktion til Ian Williams’ gamle band Don Caballero, så man har gode forudsætninger for at komme godt i gang med dette skelsættende band. Sidst, men ikke mindst har Daniel Flendt Dreesen, Lasse Winther Jensen og Mads Jensen udvidet deres horisont og søgt efter suveræne plader i andre sprogområder end de danske og engelske, og kommer ad den vej hele verden rundt.

Leave a Reply