![]() |
"Kig på mig! Kig på mig!". Publikum bliver med garanti søsyge, hvis coveret til Merriweather Post Pavillion bliver blæst op som bagtæppe til koncerten. |
Hvis ikke foråret er dukket op den 6. marts, så kommer Baltimores fineste til undsætning. Ifølge deres MySpace spiller Animal Collective nemlig koncert i Amager Bio netop den dag. Og det er med overrumplende positive anmeldelser i baggagen. Alle, fra de Begavede Tabloid-folk over Børge Outzes uafhængige skribenter til indie-scenens svar på CNN, har drysset om sig med roser. Og med god grund. Her på Undertoner blev vi da heller ikke skuffede.
Men selvom Animal Collective kommer til Amager med et nyligt udsendt album, så spiller de, som de har for vane, nok meget andet end det, der har materialiseret sig i en udgivelse. Det er den her koncert fra september 2007 et godt eksempel på. Både “Brother Sport” og “My Girls” (der dengang hed “House”) var på setlisten, og i efteråret 2008 blev Panda Bears “Bros” sågar fundet frem fra samplerne.
Der er endnu ingen forlydender om hvornår billetsalget starter eller hvor meget det kommer til at koste, men når der skal smides 285 for Hanne Boel dagen før, bliver det nok ikke til Loppen-priser.