Globaliseringen marcherer frem med hastige skridt. Der er historier fra fjerne lande, når nyhederne er på skærmen. Ferierejsen kan gå til næsten enhver plet på kloden, og den hjemlige debat analyseres i et internationalt perspektiv. Det er dog ikke i alle samfundets kringelkroge, at globaliseringen viser sit ansigt. Vi hører stadig primært musik fra hjemlandet, England eller USA. Der sniger sig enkelte undtagelser ind, men et hurtigt blik på min cd-reol bærer vidensbyrd om præferencen for det angelsaksiske. Nu har vi mulighed for at stifte bekendtskab med B. Fleischmann, der som østriger nærmest er helt eksotisk i det danske musiklandskab.
På trods af et begrænset kendskab til østrigsk musikkultur- og historie vover jeg pelsen: Angst Is Not a Weltanschauung! kunne være frembragt hvor som helst i verden. Pladen repræsenterer på godt og ondt globaliseringen. Udviklingen i hard- og software gør det billigt at skabe elektronisk musik. Overalt i verden sidder (ofte bebrillede) yngre mænd bøjet over deres laptops. Udbredelsen gør samtidig musikken sært hjemløs. Når musikerne selv, deres baggrund og nationalitet samt sceneshow træder i baggrunden, er kun musikken i dens rendyrkede form tilbage.
Herr Fleischmann kreerer electronica med elementer fra IDM af den afdæmpede slags. Hvis vi bliver i det tysktalende område, kunne hans kreationer sammenlignes med The Notwist i en nedskaleret udgave. Han bestyrer selv maskinparken og bidrager med vokal på to numre, mens indbudte gæster overtager tjansen andre steder. Halvdelen af pladen er uden sang og strikt instrumental. Alle numrene har fællestræk: En melankolsk grundtone, en melodilinje fra klaver holdt i mol og en langsom opbygning, hvor intensiteten langsomt stiger. Der eksperimenteres sjældent med samples, taktarter, tempi og andre instrumenter, hvilket giver et forholdsvist enkelt lydbillede. Alt efter temperament giver det ensartethed og struktur eller snigende kedsomhed og stilstand.
Da pladen desværre ikke indeholder specielt spændende rytmiske strukturer, og instrumentalnumrene sjældent formår at holde interessen fanget, er højdepunkterne gæstevokalerne. På “In Trains” synger Marilies Jagsch og Sweet William Van Ghost (!) en skønsom duet a la Lee Hazelwood/Nancy Sinatra og Isobel Campbell/Mark Lanegan. Mørke og lys, der svarer hinandens kald. På “Phones, Machines, and King Kong” synger Daniel Johnston med sin karakteristisk raspende stemme. Når der synges, giver det de ferske lydflader modspil. Pludselig bliver oplevelsen nærværende. “The Market” har, trods sine manglende vokaler, dog en lækker stemning, der som taget ud af en spændingsfilm. Her mærkes en puls og en atmosfære, der ofte er fraværende på mange numre.
Det medfølgende pressemateriale fortæller, at Fleischmann var stærkt påvirket af en kammerats død under skabelsen af pladen. Det forklarer pladens melankoli og sortsyn. Det er måske også forklaringen på stilstanden, der indtræffer undervejs. De instrumentale numre er simpelthen for trivielle til at holde interessen vakt. Som lytter savner man noget overraskende, specielt fordi mulighederne er så mange, når maskinerne instrueres rigtigt.
